Fireakslet tippeladstrailer til Hadsund
Glerup Container Service A/S ved vognmand Peter A. Kristensen i Hadsund har fået leveret en fireakslet Kel-Berg tippeladstrailer.
Der er tale om en solid 37 m3 tippeladstrailer med en tilladt totalvægt på 48.000 kg fordelt med et maksimalt kongebolttryk på 18.000 kg og et maks. bogietryk på 30.000 kg. Den er opbygget på et chassis af finkornsstål 690 med specielle forstærkninger, som gør chassiset meget stabilt.
Traileren kører på 4 stk. 9 tons BPW aksler med tromlebremser og er ophængt med original luftaffjedring. Første aksel er løftbar mens fjerde aksel både er selvstyrende og løftbar med elbetjening.
Der er monteret arbejdsplatform i galvaniseret stål med sikkerhedsgelænder og arbejdslys.
Lastas Kel-Berg A/S har opbygget tipkassen i 40 mm indvendigt forstærkede aluminiumsplanker med en ekstra forstærket 7 mm bund og 4,5 mm inderside samt beklædning med polyethylen på bund og sider. Ladkassen har tophængt bagklap med pneumatisk åbne- og lukkesystem, hvor tophængslerne er flyttet 300 mm frem for at give 10 % ekstra åbning ved aflæsning. Toppen dækkes af en kraftig rullepresenning med rør.
Den nye tippeladstrailer er leveret af Jan Bertelsen fra Lastas Kel-Berg A/S