V: Minister lader milliardgevinster hænge
Venstre kritiserer nu transportminister Henrik Dam Kristensen i spørgsmålet om signalanlæg.
Den 12. oktober spurgte Flemming Damgaard Larsen, MF (V), transportminister Henrik Dam Kristensen, om han også mener, at det er dybt kritisabelt, at trafikstyringen af signalanlæggene og samordningen af signalsystemerne har massive mangler, og om ministeren vil tage konkrete initiativer for at optimere trafikafviklingen på det danske vejnet. Flemming Damgaard Larsen har netop modtaget svar fra ministeren – et svar han betegner som direkte skuffende.
- Jeg er meget skuffet over ministerens svar på mit spørgsmål. Ministeren mener tilsyneladende ikke, at det er kritisabelt, at vi som samfund spilder op til 1,3 milliarder kroner på dårligt fungerende signalanlæg. Endnu mere skuffende er det, at ministeren ikke vil tage konkrete tiltag for at optimere trafikafviklingen, siger Flemming Damgaard Larsen, MF (V).
Vejdirektoratet udgav i april 2012 en rapport, hvori det anslås, at dårlig trafikstyring og samordning af signalanlæggene årligt koster samfundet op til 1,3 milliarder kroner, hvoraf de 174 millioner kroner alene går til 16,6 millioner liter spildt brændstof. Den nødvendige årlige investering for at sikre optimalt fungerende signalsystemer udgør omkring 10 millioner kroner årligt.
- Optimering af trafikafviklingen kan karakteriseres som lavthængende frugter – altså relativt små investeringer, som vil give en stor samfundsmæssig gevinst. De lavthængende frugter vil ministeren bare lade hænge. Det kan vi simpelthen ikke tillade os i en tid, hvor riget fattes penge, og hvor presset på vejnettet er stødt stigende.
- I dag er det sådan, at Vejdirektoratet er ansvarlig for trafikstyringen på statsvejene, mens det er de kommunale vejbestyrelser, der er ansvarlige for trafikstyringen på kommunevejene. For rigtig mange vejbestyrelser er optimering af trafikafviklingen en stor og uoverkommelig opgave. De har brug for, at transportministeren og Vejdirektoratet går forrest med konkrete løsninger og forslag til, hvordan trafikafviklingen optimeres til glæde for alle trafikanter, samfundsøkonomien og miljøet., slutter Flemming Damgaard Larsen.