Nye tankvogne til Jens Konrad
Vognmandsfirmaet Jens Konrad A/S i Silkeborg har fået leveret et tankvogntog fra Midttank A/S.
Tankene er fra den tyske producent Spitzer. Forvognstanken, der har ét enkelt rum, kan rumme 32.000 liter, og er udstyret med tre domdæksler på toppen af tanken. Opluftning er fra den amerikanske producent, Solimar. Der er monteret en GHH Rand CS 1050IC kompressor, som sørger for aflæsningen.
Påhængsvognstanken har ét rum, der kan indeholde 36.000 liter og er også udstyret med tre domdæksler, hvor udluftningen er fra Solimar.
Hængeren er monteret med tre BPW-aksler af typen Airlight, og der er baglygter med trekammer diodelygter. Begge tanke er coatede indvendig.
Jens Konrad A/S har sine rødder helt tilbage til 1932, og i dag er det tredje generation, som driver firmaet. Når det gælder tank-transporter råder virksomheden over 20 alsidige silotanke til transport af alle former for pulverprodukter og granulater, og de nye tankvogne, der er leveret af Midttank A/S, er seneste skud på stammen.