Solid delårsrapport sender DSV-aktien opad
DSV øgede nettoomsætning og resultat før skat i tredje kvartal trods modvind på markedet.
DSV-koncernen nåede en nettoomsætning på 11,3 milliarder kroner i tredje kvartal. Det er godt 400 millioner mere end i samme kvartal i 2011. Bruttofortjenesten faldt dog med 79 mio. kroner til 2,45 mia. kroner. EBITA faldt også fra 691 mio. kroner i tredje kvartal i 2011 til 654 mio. kroner i den netop afsluttede kvartal. EBITDA-margin faldt med 0,1 procentpoint til 6,0 procent.
Men resultatet før skat blev forbedret med 47 mio. kroner til 608 mio. kroner.
År til dato har DSV hentet en nettoomsætning på 33,5 mia. kroner og et resultat af primær drift før særlige poster (EBITDA) på 1.933 mio. kroner mod 1.837 mio. kroner i de første ni måneder af 2011.
Kvartalsresultatet er skabt trods fortsat vanskelige markedsvilkår, der har ramt en række af DSV’s konkurrenter negativt.
- I et marked, hvor udviklingen i transportmængderne på DSV’s primære markeder har været aftagende, er vi stolte over at aflægge et solidt kvartalsregnskab. DSV har vundet markedsandele på de fleste markeder, og på de interne linjer har vi forbedret produktiviteten. Derudover har vi foretaget akkvisitioner, som vil være med til at sikre yderligere vækst i volumen og indtjening fremover, siger DSVs adm. direktør Jens Bjørn Andersen i en kommentar.
Det solide kvartalsresultat betyder, at DSV fastholder de offentliggjorte forventninger til hele 2012.
DSV meddeler samtidig, at koncernen har afsat 300 mio. kroner til opkøb af egne aktier.
Klar til opkøbOver for dagbladet Børsen fastslår Jens Bjørn Andersen, at DSV fortsat vil vokse – blandt andet via nye opkøb. DSV har seneste opkøbt AWT i Tjekkiet og Swift Freight, der har et stort netværk i Afrika.
- Vi har hele tiden noget i kikkerten. Det er en klar del af vores strategi at tage del i den konsolidering, der er i vores branche, og vi har hele verden som vores markedsplads, siger Jens Bjørn Andersen til Børsen.
Han påpeger, at selv om DSV er en stor virksomhed, så er størrelsen lille i forhold til det samlede marked.
AktiehopDSV-aktien er steget med 3,15 procent til kurs 127,60 efter offentliggørelsen af kvartalsregnskabet. Det har placeret DSV som den næststærkest stigende aktie på C20-indekset – kun overgået af Novozymes.