SAS bebuder stor spareplan
SAS lægger op til voldsomme forandringer og besparelser, der vil involvere tusindvis af medarbejdere.
Årsagen er, at det nuværende spareprogram ikke er tilstrækkeligt til at sikre et acceptabelt overskud i et marked præget af hård priskonkurrence.
Samtidig truer nye regnskabsregler i EU med at udradere selskabets egenkapital. Fra 2013 skal pensionsforpligtelserne modregnes i egenkapitalen.
Dermed risikerer SAS at stå med et alt for spinkelt kapitalberedskab, skriver epn.dk.
Et stort antal medarbejdere er allerede blevet stillet over for krav om at gå ned i løn eller skifte job. Samtidig har det flyvende personale fået tilbud om frivillige fratrædelser.
Kilder tæt på spareforhandlingerne forudser, at der også kan blive tale om et omfattende opgør med kabinepersonalet og piloterne. SAS bekræfter, at der spares mere.
Den nye strategiplan vil ifølge Berlingskes kilder, der ikke ønsker at udtale sig til citat, indeholde krav om lønnedgang på mellem 15 og helt op til 25 procent. På tværs af de skandinaviske lande vil de enkelte medarbejdergrupper i forskellig grad blive berørt af spareplanen, der kan indebære frasalg og organisatoriske forandringer.