Smarte funktioner ved nyt tankanlæg
Et nyt tankanlæg ved Aalborg Kommune har lettet arbejdet for kommunens folk, der dagligt tanker brændstof på deres køretøjer hos Entreprenørenheden på Hattemagervej i Aalborg.
Lettelsen bliver formentlig ekstra mærkbar, når der for alvor bliver brug for brændstof til at holde de store køretøjer kørende i vintersæsonen
Det var et historisk spadestik, der blev taget, da det 40 år gamle tankanlæg hos Aalborg Kommunes entreprenørenhed blev skiftet ud i april 2012 – og et nødvendigt spadestik ifølge tekniker Bjarne Svane fra Entreprenørenheden.
- Vi skiftede vores gamle anlæg af flere årsager. Det var ikke kun nedslidt, det kunne heller ikke længere opfylde miljøkravene eller vores krav til kapacitet. Derfor gik vi i gang med at kigge efter et nyt.
I samarbejde med OK gik planlægningen og byggeriet i gang.
For OK foregik det dog ikke helt på samme måde, som når der normalt bliver bygget tankanlæg.
- I OK er vi jo vant til at have den direkte kontakt til entreprenørerne, men den kontakt og det ansvar havde Aalborg Kommune selv. Så det blev et anderledes samarbejde, men bestemt spændende, fortæller Lars Larsen, som er teknisk konsulent hos OK.
_ Det er bestemt ikke en opgave, vi får hver dag, men det er dejligt, at vi også kan yde den form for service til vores kunder, og med 650 tankstationer i Danmark har vi jo rigtig meget erfaring med at bygge tankanlæg.”
Aalborg Kommunes medarbejdere har alle et personligt nøglekort med indbygget chip. Det system ønskede Bjarne Svane også at anvende som tank ID. Dvs. medarbejderne skulle kunne tanke ved at bruge deres nøglekort.
Tidligere kunne tankanlægget på Hattemagervej kun rumme 20.000 liter diesel og 10.000 liter benzin. Med det nye er der plads til 30.000 liter diesel og 10.000 liter benzin.