Vognmænd diskuterede fremtidsudsigter
Engagementet var større end uenighederne, da diskussionen om fremtiden for vejgodstransporten knitrede på et velbesøgt vognmandsmøde i Karlslunde i går.
ITD havde inviteret både medlemmer og ikke-medlemmer, og omkring 60 havde benyttet sig af muligheden for at debattere branchens situation og høre nyt fra ITD.
I de kommende uger vil debatten køre videre på de næste seks møder og på www.itd.dk.
I går kom fremtiden for vejgodstransporten straks i søgelyset.
- Vi skal hele tiden udvikle forretningsmodellerne og opsøge mulighederne – der er masser af dem, sagde ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.
Det var der bred enighed om blandt vognmændene.
De syntes ikke synderligt skræmte ved udsigten til øget konkurrence i de kommende år.
- ITD går ikke ind for fri cabotage, som det ser ud nu. Branchen kan ikke håndtere yderligere liberalisering, før bedre rammevilkår er på plads. Men før eller siden vil den frie cabotage komme i EU, og der skal vi være klar, mente Jacob Chr. Nielsen.
Stemningen i forsamlingen var også, at det er den vej, det går, og så må branchen professionaliseres og tage kampen op. Derfor var der intet stormløb mod de nuværende cabotageregler.
- ITD’s mål er klart: Danmark skal være blandt Europas førende nationer inden for vejgodstransport. Vi har mange dygtige chauffører og vognmænd og har alle muligheder for at tage en stor bid af de voksende godsmængder, som vil stige med 80 procent frem mod 2050 på europæisk niveau. Vi skal gøre os selv fri for klynkeriet, se mulighederne og sigte tilpas højt, erklærede Jacob Chr. Nielsen.
De kommende uger vil Jacob Chr. Nielsen komme med sine indtryk og kommentarer fra møderne i ”Jacobs Corner” på www.itd.dk. Her vil du som noget helt nyt kunne fortsætte debatten fra møderne ved at kommentere på indlæggene. Første gang bliver efter næste vognmandsmøde i Odense.