Skibe med bevæbnede vagter tier om piratangreb
International Maritime Bureau: Usædvanligt lav pirataktivitet skyldes måske, at skibe med bevæbnede vagter ombord undlader at indberette piratangreb.
Der er kun registreret ét enkelt piratangreb i farvandet ud for Somalia i tredje kvartal i år. Til sammenligning lå tallet på 36 i samme kvartal sidste år. Forklaringen på det drastiske fald skyldes måske ikke bare den militære indsats den internationale flåde- og flystyrke i området, kombineret med den stadigt mere udbredte anvendelse af civile bevæbnede vagter opbord på handelsskibene.
I International Maritime Bureau (IMB)mener man, at der er en tredje årsag til det kraftige fald i antallet af rapporterede piratoverfald.
- Fartøjer med privat væbnet sikkerhed indberetter ikke angrebsforsøg, som andre skibe rapporterede tidligere, sagde IMB’s direktør, kaptajn Pottengal Mukundan, på en konference i London tirsdag.
- I øjeblikket har vi en fornemmelse af, at sådanne rapporter bliver tilbageholdt, siger Mukundan ifølge dr.dk, og påpeger, at den manglende indrapportering går ud over andre skibe i området, der har behov for rettidig varsel om pirataktiviteter på deres rute.
Frygter ansvar
Kaptajn Pottengal Mukundan vurderer, at der er en række årsager til rederiernes manglede interesse i at indberette piratangreb. Blandt andet, at de frygter at blive stillet til ansvar for eventuel brug af våbenmagt, eller at skibe og rederier er kontraktligt forpligtet til at tie om eventuelle piratangreb.
Monsunen har givetvis også en indflydelse på den lave pirataktivitet i tredje kvartal. Indtil udgangen af september er der i år registreret 70 piratangreb, mod 199 i samme periode i 2011.