Analyser viser vejen
Fra foråret 2013 får politikere et nyt redskab til at vurdere kommende infrastrukturprojekter.
Det oplyste trafikminister Henrik Dam Kristensen (S), da han mandag aften talte i FDE Center i Padborg, hvor han var gæst hos den lokale Rotary Klub.
- Fremover ved vi, hvilke konsekvenser det vil have at investere i den ene vej frem for den anden, forklarede ministeren, der med det nye analyseværkstøj gerne vil undgå fordums fejlinvesteringer.
Selv om der aktuelt ikke er økonomi til store infrastrukturprojekter, er der nemlig behov for store investeringer i fremtiden. På ønskelisten er en udvidelse af den jyske motorvej E45, men også en Hærvejsmotorvej og en ny Kattegat-forbindelse.
Sidstnævnte vil ifølge Henrik Dam Kristensen være den forbindelse, der vil ”ændre Danmark mest markant”. Også økonomisk vil det være det største projekt nogensinde med en forventet pris på omkring 130 mia. kr.
Tænk anderledesMen netop når der ikke er milliarder af kroner ”tilovers” til nye investeringer, handler det ifølge Henrik Dam Kristensen om at ”tænke anderledes”. Ministeren er netop hjemvendt fra en studietur i USA, hvor løsningen på trængselsproblemerne er at udvide vejnettet til 10-12 ja sågar 16-sporede motorveje.
- Men det løser ikke problemerne, påpegede Henrik Dam Kristensen, der blandt andet taler for at flytte noget af den tunge trafik til tidspunkter udenfor myldretrafikken, ligesom han ønsker bedre park+ride-forhold, så flere kan gøre brug af den offentlige trafik.
Et af redskaberne hertil bliver roadpricing, som blandt andet skal sikre, at også udenlandske biler og lastbiler betaler vejskat i Danmark. Vejskat for lastbiler er planlagt fra 2015, og ”vi følger det samme spor, som andre lande”, fastslog Dam Kristensen.
Jacob Chr. Nielsen, direktør i International Transport Danmark, kaldte vejafgiften for ”skrammel”.
- Det er en ekstra afgift på varerne, som hr. og fru Jensen skal betale for, når de køber ind. Så kald det dog det det er, nemlig en ekstra skat, siger Nielsen.
Veloplagt ministerEllers var det en veloplagt minister, der var på besøg. Som minister kunne han godt føle sig forfulgt af nogle sager:
Som fødevareminister dukkede der pludselig en farlig salmonella ved navn DT104 op, og som trafikminister slås han med noget lignende, nemlig IC4.
Og så fastslog ministeren, der er fra Vorbasse, at han godt ved, at det ikke er muligt at køre kollektiv trafik ude på landet.
- Så nej, jeg vil ikke tvinge jer over i busser. Jeg er selv jyde, jeg har krog på min bil, sagde ministeren, der som afslutning fik en særlig, personlig gave overrakt af Jacob Chr. Nielsen.
- Vi to deler en forkærlighed, som ingen andre her i salen, sagde Nielsen, og overrakte Henrik Dam Kristensen et rødt og hvidt halstørklæde fra VB Vejle-Kolding.