Flyttefirma misbrugt af hashsmuglere
– Jeg har selv kørt flere af lastbilerne fra Malaga. Måske har jeg haft hash med uden at ane noget som helst. Det er dybt ubehageligt, når man prøver at køre en sober forretning.
Det siger Peter Svendsen, ejer af Silkeborg Flytteforretning , der i godt to år har lagt lastbiler til enorme hashtransporter fra Spanien til Danmark, hvor hashen var skjult i almindelige flyttelæs, der blev kørt til flyttefirmaets lager i Silkeborg eller til Sjælland. Her blev flyttegodset hentet af hash-ligaen.
Den formodede bagmand står ifølge politiet bag indsmugling af 10,8 ton hash. Heraf er de 9.098 kilo blevet kørt med Silkeborg Flytteforretnings lastbiler.
– Vi er blevet brugt som pakæsler. Der er åbenbart blevet lagt et lille lag hash i bunden af hver flyttekasse, og så er der lagt puder og billeder og andet indbo oven i kasserne, siger direktør Peter Svendsen.
– Silkeborg Flytteforretning har som firma intet haft med hashtransporterne at gøre, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen, narkosektionen, der betegner hashsagen som ’en kæmpe sag”.