Sø- og Handelsretten behandlede sag om transportørens adgang til at begrænse sit ansvar ved international vejtransport.

Ved udførelsen af en international vejtransport er transportøren som udgangspunkt underlagt CMR loven, der gælder for aftaler om vejtransport af gods med køretøj mellem flere stater, når befordringen udføres mod vederlag og efter fragtaftalen skal ske til eller fra Danmark eller mellem fremmede stater, af hvilke mindst den ene har tiltrådt den i Genève den 19. maj 1956 undertegnede konvention om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej.

Gennem denne lovs § 37 er der blandt andet indført adgang for transportøren til, at begrænse sit ansvar for beskadigelse eller bortkomst af godset. For at kunne påberåbe sig denne ansvarsbegrænsning, må beskadigelsen eller bortkomsten dog ikke være forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Sø- og Handelsretten har behandlet dette spørgsmål i en sag, hvor der skete tyveri af en særlig type gods under et ophold i England.

I sagen havde et transportfirma påtaget sig en transport af et parti computerspil fra England til Danmark. Efter afhentningen af godset i England måtte chaufføren tage ophold for natten på en engelsk vigeplads, en såkaldt lay-by, for at overholde gældende køre- hviletidsbestemmelser.

Næste morgen kunne chaufføren konstatere, at den presenningstrailer hvori godset blev transporteret var skåret op, og at 6 af de 8 paller hvorpå godset var placeret var stjålet.

Under sagen kom det frem, at vigepladsen hvor chaufføren tog ophold var en ikke-sikret plads, og at der ikke langt derfra lå en plads med videoovervågning, ligesom det blev belyst at England er et såkaldt højrisiko land med hensyn til tyveri af gods, og tilhører dermed samme kategori som eksempelvis Italien, der længe har været et højrisikoland.

Endelig kom det frem, at godsets art måtte anses for tyveritækkeligt, idet denne produktgruppe var blandt de hyppigst stjålne.

Transportøren havde anerkendt ansvaret for bortkomsten af godset, men havde begrænset dette ansvar i henhold til føromtalte tabsbegrænsningsregel i CMR lovens § 37, og spørgsmålet var således om det kunne bevises, at der var udvist en tilstrækkelig grov uagtsomhed, til at denne tabsbegrænsningsregel ikke kunne påberåbes.

Mellem parterne var der uenighed om, hvorvidt transportøren var bekendt med at der var tale om tyveritækkeligt gods.

På den ene side blev det således gjort gældende, at der mellem parterne bestod et langvarigt samarbejde, at hovedparten af transporterne vedrørte computerspil, og at transportøren havde fået oplyst produktnavnene på disse computerspil.

På den anden side blev det gjort gældende, at transportøren ikke gennem det langvarige samarbejde havde mulighed for, at have kendskab til godsets art under den konkrete transport, at oplysningerne om produktnavnene ikke indikerede at der var tale om computerspil, da der alene var angivet navnene samt varekoder på de enkelte spil, og at der ikke var givet transportøren særlige instrukser, der indikerede at der var tale om tyveritækkeligt gods.

I sin afgørelse fandt Sø- og Handelsretten det bevist, at transportøren vidste at der var tale om tyveritækkeligt gods, da det gennem angivelsen af produktnavnene måtte stå transportøren klart, at der var tale om computerspil. Den omstændighed at der ligeledes befandt sig andet gods på presenningstraileren, var uden betydning.

Spørgsmålet var herefter om opholdet på den ikke-sikrede plads i England, kunne anses for tilstrækkelig grov uagtsom adfærd til at medføre bortfald af ansvarsbegrænsningsmuligheden.

I sin afgørelse heraf henviste Sø- og Handelsretten først og fremmest til, at den vigeplads hvor chaufføren tog ophold for natten var uden nogen former for sikring eller belysning, hvilket stod i modsætning til den alternative plads som chaufføren kunne have overnattet på.

Uanset at det lokalområde hvor den ikke-sikrede vigeplads var beliggende kunne anses for et lavrisikoområde, fandt retten at et natophold på en vigeplads med tyveritækkeligt højværdi gods i en presenningstrailer, var udtryk for en så kvalificeret uforsigtighed at der forelå grov uagtsomhed, og at transportøren derfor ikke havde adgang til at begrænse sit ansvar.