Er der nogen i den danske transportbranche, der har følt sig krænket i deres retsbevidsthed, så er det dyretransportørerne.

Frustrationen har været så stor, at de har overvejet aktioner eller demonstrationer – og det kan man ikke fortænke dem i.

Deres tålmodighed er mindst lige så stor som deres pengepung, for vognmændene må til lommerne mange gange i sager om blandt andet transportegnethed. Og det er ikke fordi de er dårlige vognmænd eller ikke kan deres kram – tværtimod, så er det nok nogle af de mest samvittighedsfulde og pligtopfyldende medarbejdere. For de ved, at laver de en fejl, så koster det dem og deres chef tusindvis af kroner.

Kan man forestille sig, at en buschauffør er ansvarlig for, at fru Petersen nede på række 12 er rask nok til at køre med bussen? Nej vel.

Men det er chauffører på dyretransporter. De skal opdage sår, brok, dårlige klove mm. på dyrene, og sortere dem fra inden transport. De bliver oven i købet kontrolleret hver gang de kører dyrene til et slagteri, hvor en dyrlæge tilmed kan annullere det ”grønne lys” fra en anden dyrlæge.

Det er himmelråbende uretfærdigt.

Dyretransportørerne har ikke haft nogen særlig god lobby. Det sørgede nogle brådne kar i branche for, da de for nogle år siden stillede branchen i et dårligt lys. Villigheden til at hjælpe dem i det politiske system har været forsvindende lille.

Men nu er der håb forude. En række af branchens organisationer er sammen med landbruget nået til enighed om, at landmanden, bør have ansvaret. Det er trods alt ham, der kender dyrene bedst – og det er kun ham, der kan tjene noget ved at sende en syg ko af sted. Hidtil er det nemlig chaufføren og vognmanden, der – ufrivilligt - har taget risikoen for ham.

Det vil kun være rimeligt, hvis politikerne griber denne mulighed for at rette op på denne åbenlyse fejl i lovgivningen. Alternativet vil være en voksende og uforudsigelig frustration hos vognmændene.