I kølvandet på konkurs: Speditionsfirma slap ved ny dom for at betale købesum for overtagelse af vognmandsfirma.

Nogle retssager ender med at få et for eftertiden interessant ”præjudikatsværdi”, hvilket jo i korthed vil sige, at andre parter og jurister, som senere behandler lignende sager, vil kunne påberåbe den tidligere afsagte dom til støtte for en senere sag.

Andre domme er så konkret begrundet, at de alene tager stilling til ikke forståelse af retsregler, men derimod ”blot” en fortolkning af en konkret aftale og vurdering af et enkelt eller flere vidneudsagn.

Dette var eksempelvis tilfældet i en sag, hvor Byretten i Viborg netop har afsagt en dom, hvor en sparekasse, der var såkaldt ”fordringspanthaver” i et konkursbo efter et vognmandsfirma, var indtrådt i et krav mod et speditionsfirma, som havde haft samarbejde med det vognmandsfirma, der nu var gået konkurs, og under sagen var påstanden mod speditionsfirmaet, at det skulle betale godt 680.000 kr. med renter.

Sagen tog sit udspring i en købekontrakt af 7. januar 2010, hvor vognmandsfirmaet inden dennes konkurs til speditøren solgte de speditionsmæssige aktiviteter i sælgers virksomhed, primært omfattende navnerettigheder, varemærker, kundeaftaler, it-værktøjer i form af hardware og andet.

Købesummen blev aftalt til 350.000 kr., som blev deponeret hos speditørens advokat. Endvidere aftalte parterne, at speditøren vedrørende et lejemål skulle betale sælger et éngangsbeløb på 150.000 kr., som også blev deponeret hos speditørens advokat.

Af købekontrakten fremgik videre, at speditøren skulle indtræde i en række leasingaftaler vedrørende 16 trailere under forudsætning af, at ydelserne ifølge leasingkontrakterne forblev uændrede mod fremover tillige at inkludere fri vedligeholdelse, at speditøren skulle overtage to dobbelt dæktrailere, og at speditøren overtog en række navngivne medarbejdere.

Endelig fremgik det af aftalen, at speditøren tilbød vognmandsfirmaet en kørselsaftale på nærmere anførte vilkår. På den aftalte overtagelsesdag, 11. januar 2010, overtog speditøren det købte, og i den følgende tid udførte vognmandsfirmaet kørsel for speditøren. Speditøren betalte ikke for kørslen, idet "afregning" i stedet skete ved, at speditøren udfærdigede kreditnotaer på beløbene.

Den 10. februar 2010 blev vognmandsfirmaet taget under konkursbehandling, og konkursboet ønskede ikke at indtræde i de indgåede lejemål.

I stedet for at betale det tilgodehavende, sparekassen mente at have som fordringspanthaver, fremkom speditionsfirmaet med en længere opgørelse over parternes mellemværende med en saldo i speditørens favør på godt 77.000 kr., og sagen blev derfor af sparekassen indbragt for retten, som dermed fik til opgave at tage stilling til dels, hvordan købekontrakten skulle fortolkes, dels om de fradrag og modregninger, som speditionsfirmaet havde foretaget, var berettiget.

Vognmandsfirmaets advokat anførte, at et beløb på 576.250 kr., som var fradraget under henvisning til en forhøjelse af leasingydelserne, var uberettiget.

Vognmandsfirmaet henviste i den forbindelse til, at der ikke var nogen aftale mellem parterne om, at der kunne fradrages og speditøren havde end ikke selv påstået dette. Tabet var i det hele udokumenteret, og det var usandsynligt, at et tab nogensinde ville blive realiseret, da kontrakterne måtte antages hurtigt at ophøre og blive afløst af andre kontrakter.

For så vidt angår beløbet vedrørende overtagne trailere var også denne modregning efter vognmandsfirmaets opfattelse uberettiget. Trailerne måtte anses som overtaget som beset, og speditøren havde ikke bevist, at de påståede reparationsomkostninger vedrørte forpligtelser, som påhvilede vognmandsfirmaet.

Speditøren havde efter vognmandsfirmaets opfattelse heller ikke været berettiget til at fradrage tre måneders husleje á 43.750 kr. Speditøren, eller nogen for hvem speditøren hæftede, havde benyttet lejemålet også efter konkursen og skulle derfor efter vognmandsfirmaets opfattelse betale den aftalte leje som vederlag herfor. Speditøren havde ikke betalt leje til udlejer og kunne ikke have en berettiget forventning om at kunne disponere over lokalerne uden at betale for det.

Speditørens påståede tilgodehavende for udført kørsel for vognmandsfirmaet var efter vognmandsfirmaets egen opfattelse ikke dokumenteret, og herudover var der nogle forskellige andre mindre modkrav, som nærmere blev kommenteret i retten.

Byretten skulle først tage stilling til en påstand fra speditionsfirmaet om, at de fremsatte krav var forældet efter CMR-loven, men retten afviste dette under henvisning til, at speditionsfirmaet ikke nærmere havde underbygget og dokumenteret påstanden.

Herefter var det rettens opgave at se nærmere på det opgjorte beløb på i alt 680.483,53 kr., der jo altså blev modsvaret af, at speditionsfirmaet mente selv at have 77.155,51 kr. til gode. Langt det største beløb var foranlediget af, at speditørens krav (576.260 kr.) i anledning af at man i restløbetiden måtte betale 500 kr. pr. måned ekstra for de overtagne trailere, mv.

Retten henviste til, at speditøren i henhold til en bestemmelse i købekontrakten var indtrådt i rettigheder og forpligtelser vedrørende 16 trailere under forudsætning af blandt andet, at der blev opnået en prisreduktion, således at leasingydelserne forblev uændrede, men fremover inkluderede fri vedligeholdelse.

Der var efter rettens opfattelse ikke i kontrakten taget stilling til, hvorledes der skulle forholdes, såfremt forudsætningen ikke blev opfyldt, men det følger af aftalen, at speditøren med henvisning til forbeholdet kunne vælge ikke at overtage de pågældende trailere, såfremt forbeholdet ikke kunne opfyldes.

Retten lagde efter et vidnes forklaring til grund, at speditøren valgte ikke at gøre brug af forbeholdet og træde ud af denne del af parternes aftale, men i stedet indgik nye aftaler med de pågældende leasinggivere, som inkluderede fri vedligeholdelse. Retten lagde videre efter vidnets forklaring til grund, at beløbet androg 500 kr. om måneden.

Det kunne efter rettens opfattelse ikke alene ved vidnets forklaring anses bevist, at vognmandsfirmaet accepterede at betale det påståede krav som opgjort af speditøren.

Vognmandsfirmaet måtte dog anses berettiget til at modregne en vis kompensation, som retten skønsmæssigt fastsatte til 100.000 kr., som herefter skulle fradrages vognmandsfirmaets opgørelse.

Retten skulle herefter tage stilling til et par modkrav fra speditøren i anledning af ”reparation af skader og mangler på to trailere”.

Retten henviste herved til, at købekontrakterne ikke indeholdte nærmere vilkår om, i hvilken tilstand trailerne skulle overtages, men speditøren vidste, at de kørte med fragt og ikke uden videre kunne besigtiges. Uden særligt tilkendegivne forudsætninger fra speditørens side lagde retten til grund, at de skulle overtages i den stand, som de var i, og speditøren havde ikke blot ved vidnets forklaring og de 2 fakturaer bevist, at der var tale om mangler af en art, som kunne gøres gældende over for vognmandsfirmaet. Speditøren kunne derfor ikke modregne med disse krav.

Retten skulle herefter tage stilling til et krav på tre måneders husleje.

Det var ubestridt, at konkursboet den 17. februar 2010 meddelte, at det ikke indtrådte i de bestående lejemål, hvilket kunne udledes af købekontrakten.

Vognmandsfirmaets synspunkt var, at speditøren og nogle, for hvem denne hæftede, frem til og med maj måned 2010 benyttede lejemålene, og at vognmandsfirmaet derfor var berettiget til at opkræve lejen på 35.000 kr. + moms pr. måned, hvilket fremgik af købekontrakten.

Retten fandt herefter, at vognmandsfirmaet ved meddelelsen om, at boet ikke indtrådte i lejemålet, efter dette tidspunkt ikke havde ret til at oppebære vederlag for speditørens eller 3. mands eventuelle brug af lejemålet, idet denne ret måtte tilkomme udlejer. Dette måtte i hvert fald gælde, når vognmandsfirmaet ikke selv havde betalt vederlag for den periode, der nu krævedes betaling for. Vognmandsfirmaet havde derfor ikke godtgjort at have krav på husleje, hvorfor beløbet skulle fradrages vognmandsfirmaets krav.

Herefter forholdt retten sig til diverse modregninger foretaget af speditøren, herunder foretaget i kørsels- og vognmandsfirmaet for netop speditionsfirmaet.

Speditøren havde fremlagt fakturaer vedrørende disse kørsler og andre posteringer. Det var ikke bestridt af vognmandsfirmaet, at summen af disse bilag androg 293.692,27 kr. Uanset speditøren ikke havde fremlagt samtlige fragtbreve, der lå bag de pågældende transporter, fandt retten, at vognmandsfirmaet ved et vidnes forklaring sammenholdt med de fremlagte fakturaer i tilstrækkelig grad havde dokumenteret sit tilgodehavende, hvorfor et beløb på 293.692,27 kr. skulle fradrages i vognmandsfirmaets krav.

Retten tog herefter stilling til en strid om nogle feriepengeforpligtelser, tilskrevne renter og løntilgodehavender og så endelig til spørgsmålet om en påstand om refusion af udgifter til reparation af trucks m.v. og nåede frem til, at købekontrakten sammenholdt med vidnets forklaring måtte forstås således, at den pågældende truck m.v. blev leveret tilbage til leasinggiveren, således at speditøren herefter selv skulle træffe aftale med denne om overtagelse af effekterne og vilkårene herfor. Speditøren havde ikke alene ved vidnets forklaring bevist, at de udgifter, der var afholdt til reparation m.v. af trucken, vedrørte forpligtelser, der påhvilede vognmandsfirmaet. Det forhold, at der ikke måtte være rejst indsigelse om dette punkt, kunne ikke i sig selv under de ovenfor nævnte omstændigheder, hvor vognmandsfirmaet kort efter gik konkurs, medføre, at vognmandsfirmaet havde accepteret et sådant krav, som derfor afvises.

Speditøren havde endelig påstået et beløb på 100.000 kr. bragt i modregning og henvist til, at der også på andre punkter var forpligtelser over for de overtagne lønmodtagere, som gik ud over det oplyste.

Retten fandt, at vidnets forklaring ikke var bestyrket af bilag eller på anden måde, og speditøren havde således ikke løftet bevisbyrden for kravets eksistens alene ved vidnets forklaring. Kravet blev derfor afvist, og facit blev, at vognmandsfirmaet / sparekassen i stedet for et påstået beløb på 680.483,53 kr. fik rettens ord for, at speditionsfirmaet på bundlinjen havde godt 17.000 kr. til gode.

Speditionsfirmaet fik dog ikke de 17.000 kr., idet modkravene alene var gjort gældende til det man kalder kompensation, og idet der ikke var nedlagt nogen selvstændig påstand for det eventuelt overskydende beløb.