Tryg kreaturtransport med MAN
Sikkerhed og komfort har fået vognmand Ole Rosgaard fra firmaet Chr. Rosgaard og Søn til at vælge ny lastbil.
Han har da også specificeret sin nye MAN TGX 26.480 LL med alt det, der gør transporten så tryg og komfortabel som mulig for dyrene.
Det er Ole Rosgaard selv, der sidder bag rattet ved de vigtige transporter af kreaturer, og sikkerheden tilgodeses først og fremmest med udstyr, der holder chaufføren frisk, så han kan koncentrere sig om kørslen. Det drejer sig bl.a. om ZF ASTronic-gearkasse med automatiseret gearskifte, afstandsføler og retarder samt elektronisk regulerede støddæmpere.
Den nye kreaturtransporter er desuden monteret med den nye VBG MFC-påhængsvognskobling, der integrerer alle el- og luftforbindelser, således at chaufføren ikke behøver at forlade førerhuset ved til- og frakobling.
Den nye lastvogn er specificeret i samarbejde med Søren Nybroe, MAN Truck & Bus A/S i Århus, og opbygningen er foretaget af det tyske specialfirma Menke-Janzen.