Tillid til truckere er stigende
Der er god grund til at trutte i hornet hos de danske lastbilchauffører.
Det lader til, at flere og flere lastbilchauffører kører rundt med lastrummet fuld at troværdighed.
Det mener den danske befolkning i hvert fald. Ifølge en ny undersøgelse er danskernes tillid til lastbilschauffører vokset med næsten 15 pct. det seneste år – en stigning, som branchen har arbejdet hårdt for at opnå.
- Lastbilchauffører har historisk set været ramt af et lidt blakket ry, ligesom de har skullet stå på mål for nationale debatter om fx betalingsring eller ej. Men i de seneste år har lastbilbranchen kigget indad og taget noget af omverdens kritik til sig – og den ansvarlighedsdagsorden ser det ud til, at danskerne har fået øje på, siger Nicolaj Taudof Andersen, administrerende direktør i Radius Kommunikation, som står bag troværdighedsanalysen.
I analysen, der er foretaget af Epinion blandt godt 1.000 danskere i alderen 18-65 år, har Radius Kommunikation bedt danskerne bedømme troværdigheden hos 21 faggrupper på en skala fra 1 til 5 – hvor 5 er ”meget høj”, og 1 er ”meget lav”. Allerøverst på troværdighedsbarometeret rangerer de hvide kitler – lægerne og sygeplejerskerne – mens politifolk og skolelærere indtager henholdsvis tredje- og fjerdepladsen. Lastbilchaufførerne ligger på en 12. plads blandt de 21 faggrupper.
Anderledes nedslående læsning er analysen for politikere og spindoktorer, hvis troværdighed ifølge danskerne er helt i bund med karakteren 2,3. Danskerne har dermed mere tillid til både bankrådgivere, ejendomsmæglere og bilforhandlere end til deres egne folkevalgte politikere.