Flagermus i spejderhytte reddes
Torsdag eftermiddag måtte Vejdirektoratets biologer i gang med en akut redningsaktion, da man opdagede, at en større flok flagermus havde slået sig ned i nogle spejderhytter i Smørum.
Spejderhytterne skal nedrives i forbindelse med byggeriet af den kommende Tværvej mellem Smørumovre og Smørumnedre.
Det var spejderne selv, der fortalte, at der boede flagermus under taget i spejderhytterne, og biologerne kunne konstatere, at det drejede sig om 30 individer af typen Dværgflagermus, der havde valgt det lidt uheldige sted at sove - muligvis med henblik på at overvintre, når frosten sætter ind.
Hytterne skulle efter planen først være blevet revet ned i slutningen af oktober med fare for, at de sovende dyr dermed ville miste livet. Dværgflagermusen er en beskyttet dyreart, og derfor måtte de fjernes straks, inden de for alvor gik i vinterhi.
Efter hastige drøftelser med eksperter fra Zoologisk Museum blev det derfor besluttet forsigtigt at fjerne den øverste del af taget på hytterne, så hulrummet, hvor flagermusene holdt til, blev åbnet.
Aktionen torsdag eftermiddag forløb heldigvis godt. Arbejdet var afsluttet, inden det blev mørkt, så de mange flagermus kunne nå at finde et nyt sted at sove. Ifølge biologerne skulle det ikke være svært for dem at finde alternative steder i huse eller træer, nu hvor hytterne er gjort ubeboelige, set med flagermusens øjne.