23948sdkhjf

Torm opnår aftale med banker

Oprindelige ejeres aktiepost nedskrevet til 10 procent som følge af aftale, der sikrer Torm en likviditet på 100 mio. USD og henstand med den 1,8 milliarder USD store gæld.

Oprindelige ejeres aktiepost nedskrevet til 10 procent som følge af aftale, der sikrer Torm en likviditet på 100 mio. USD og henstand med den 1,8 milliarder USD store gæld.



Rederiet Torm har endeligt opnået en aftale med de største kreditorer om en gennemgribende restrukturering af selskabets finanser. Aftalen betyder, at de nuværende aktionærers aktier nedskrives til 10 procent af aktiekapitalen i det restrukturerede rederiselskab. Det er en anelse mere end de 7,5 procent, der tidligere har været udmeldt. Et antal – unavngivne banker – erhverver 72,7 procent af aktiekapitalen, mens time charter partnere erhverver de resterende 17,3 procent af aktierne i det restrukturerede rederi.

Henstand med afdrag og renter

Bankerne og de timecharter partnere, der har udchartret tonnage til Torm, er enedes med Torms ledelse om at stille en arbejdskapitalfacilitet på 100 mio. USD til rådighed frem til udgangen af september 2014. Løbetiden på den samlede gæld på 1,8 milliarder USD er udskudt til 31. December 2016, samtidig med, at der er indført ensartede finansielle pager (såkaldt covenants) og betingelser for gælden, der nu bliver opsplittet i tre dele.

Afdragene på den samlede bankgæld udskydes til 30. September 2014 og der betales nedsatte afdrag frem til udgangen af december 2016.

Renterne på den eksisterende bankgæld bliver i gennemsnit 240 basispoint (2,4 pct). Torm skal endda kun betale renterne, hvis rederiet har tilstrækkelig likviditet. Denne kattelem gælder frem til 30. Juni 2014 og den kan forlænges yderligere tre måneder til udgangen af september 2014. Rederiet skal dog betale renter på den nye arbejdskapital på 100 mio. USD.

Torm forventer desuden, at spare op til 270 mio. USD på genforhandlede time charter aftaler. Enkelte time charter partnere er ikke med i aftalen om restruktureringen. Torm vil tilbagelevere 22 skibe.

Positivt cash flow

Rederiets ledelse forventer, at aftalen om restrukturering betyder, at Torm kan fastholde en positiv cash flow, selv ved det nuværende ugunstige rateniveau.

- Jeg er overordentligt tilfreds med, at der nu er underskrevet en en udenretslig og dermed frivillig aftale. Det har været en lang proces, men jeg er meget glad for, at vores mangeårige time charter partnere og bankerne har vist opbakning. Torm’s organisation ser nu frem til igen at kunne fokusere alle kræfter på vores kunder og driften, siger adm. direktør Jacob Meldgaard, Torm.

Torm forventer et tab på 350-380 mio. USD i indeværende regnskabsår.

Rederiets omstridte bestyrelsesformand, advokat N. E. Nielsen siger i en udtalelse:

- Aftalen om restrukturering sikrer Torm en betydelig udsættelse af afdrag på bankgælden, ny likviditet og besparelser ved restrukturering af time charter porteføljen. Det vil gøre det muligt for Torm at opnå en positiv cash flow, selv ved det nuværende rateniveau. Selskabet har nu tid til at sikre den fremtidige, langsigtede kapitalstruktur yderligere. Det har taget ekstraordinært lang tid og det har påført selskabet store omkostninger. Men Torm vil nu kunne fortsætte forretningen selv i et forsat vanskeligt marked.

N. E. Nielsen har over for dagbladet Børsen vurderet, at de nye storaktionærer i Torm vil sætte deres egen bestyrelse i den kommende tid.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062