Løft til Hirtshals bagland
Baglandsinfrastruktur skal udbygges som følge af vækst i trafikken på Hirtshals Havn.
Hirtshals Havn har over de seneste år oplevet en konstant vækst i trafikken over havnen, ligesom positive tendenser i fiskeindustrien og serviceindustriens indtræden på et nyt marked – offshore markedet – har betydet stigende aktivitet i Hirtshals.
Havnen vurderer, at der i skandinavisk perspektiv er der indikationer på, at Hirtshals Havn står ved indgangen til en udvikling som et logistisk omdrejningspunkt i Skandinavien. Dermed bliver Hirtshals Havn sammen med Hirtshals Transport Center og de øvrige transportfaciliteter, der er under udvikling i Hirtshals, til et samlet logistikcenter på Jyllandskorridoren. Jyllandskorridoren vil på den måde komme til at udgøre en endnu mere effektiv forbindelse mellem Centraleuropa og Skandinavien.
Den overordnede udvikling stiller krav om effektivitet i trafikafviklingen lokal samt i håndtering af fisk og gods. Der er således en direkte sammenhæng mellem den attraktivitet, som Hirtshals Havns geografiske placering giver og så den effektivitet infrastrukturen skal kunne præstere.
Hirtshals Havn har gennem længere tid arbejdet med et samlet infrastrukturprojekt, som skal skabe den baglandsinfrastruktur, der modsvarer trafikmængden og den stigende aktivitet på og omkring havnen. Samtidig skal baglandsinfrastrukturens kapacitet kunne rumme væksten i de kommende år, hvor blandt andet færgetrafikken vil blive yderligere intensiveret.
LandudvidelseI den første fase skal gennemførelse af infrastrukturprojektet skabe de nødvendige rammer i forhold til vejtrafikken, færgerne og industrien. For at opnå dette omfatter infrastrukturprojektet følgende tre elementer:
- En landudvidelse øst for havnen på 240.000 kvadratmeter til yderligere havnerelaterede er-hvervsaktiviteter, da der på nuværende tidspunkt kun findes få mindre og spredte ledige arealer på havnen. Væksten i aktiviteterne på havnen kræver væsentligt større arealer med god beliggenhed i forhold til vejtransport.
- Etablering af en tresporet omfartsvej mellem E39 ved Hirtshals Transport Center og den østligste del af Østhavnen. Vejen skal sikre en effektiv trafikafvikling mellem havnen og motorvej E39, samt forbedre rammebetingelserne for industrien på havnen.
- Etablering af en LNG-terminal, med lager og bunkerstation for brændstof til skibe.
GodsbaneterminalUd over infrastrukturprojektet, har havnen også gennem nogen tid arbejdet med realiseringen af planerne om etableringen af en godsbaneterminal ved havnen.
Før projekterne kan realiseres, skal der gennemføres en VVM-proces (vurdering af virkninger på miljøet), ligesom planerne skal indarbejdes i plangrundlaget for området omkring havnen. Hirtshals Havn har derfor indgået en kontrakt med rådgivningsvirksomheden Rambøll om udarbejdelse af VVM-godkendelse og gennemførelse af planprocessen omkring infrastrukturprojektet. Det samlede infrastrukturprojekt forventes at skulle gennemføres over de kommende 4 – 6 år.
Den infrastruktur, der nu bliver skabt omkring Hirtshals Havn, vil sammen med den stigende aktivitet på havneområdet skabe udgangspunktet for at Hirtshals Havn på længere sigt kan realisere de planer, der allerede ligger for en udvidelse af havnen på 790.000 kvadratmeter. Udvidelsen omfatter foruden landarealer også større bassiner og en ny indsejling.