Fremgang på udenrigsruter fra provinsen
Trafikken på indenrigsruterne er faldende. Til gengæld er der mere gang i udenrigsterminalerne.
De tre største jyske lufthavne, Billund, Aalborg og Aarhus, oplevede i september tilbagegang over hele linjen på indenrigstrafikken, men bedre så det ud på udenrigstrafikken, skriver check-in.dk.
Indenrigstrafikken havde det værst i Aarhus Lufthavn med en relativ tilbagegang på 26,6 pct., mens Billund og Aalborg med henholdsvis 15,9 og 12,6 pct. færre passagerer, ikke blev så hårdt ramt.
De tre lufthavne kan dog så glæde sig over udenrigstrafikken, der i september måned buldrede frem. Samlet havde de tre jyske udenrigslufthavne 205.704 rejsende på udenrigsruterne, hvilket var næsten 14.000 flere end samme måned sidste år. Det svarer til en fremgang på 7,2 pct.