Fri os fra sortsynet
DEBAT-INDLÆG: Vi har brug for at skabe et miljø og en debat omkring dansk lastbiltransport, hvor muligheder, udvikling og succes står øverst på dagsordenen, skriver ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen i denne aktuelle kommentar.
At drive virksomhed handler om at se muligheder. Det gælder ikke mindst på transportområdet, hvor godset hele tiden flytter sig. Det gods, der var en god forretning i går, er det ikke nødvendigvis i overmorgen eller til næste år. Derfor er forandring og udsyn nøgleord for de transportvirksomheder, der vil klare sig godt.
I dansk lastbiltransport har vi heldigvis masser af driftige og dygtige virksomheder, der er gode til at se mulighederne og til at flytte sig med godset og kunderne. Det underbygger statistikkerne. Der har i de seneste år været fremgang at spore for de danske vognmænd, både på indenrigskørslerne og på eksportdelen.
Enhver, der har erfaring med ledelse, ved, at det ikke nødvendigvis er nemt at holde fokus på mulighederne og skabe det rette engagement for nytænkning. Det velkendte er trygt og godt, og en åben fremtid kan tit give anledning til intern splid og uenighed – medmindre alle hjælper hinanden med at holde en konstruktiv kurs.
Mens der ude i virksomhederne er masser af dygtige ledere, der løser denne opgave flot, ser det lidt mere broget ud på brancheniveau. Her er vi generelt for dårlige til at holde et konstruktivt og positivt fokus.
Mulighederne er der ellers. EU har forudsagt, at de europæiske godsmængder vil vokse med cirka 80 procent frem mod 2050. Det hele havner næppe på godstog og skibe, så der vil også i fremtiden være nok af gods at køre med for de danske vognmænd.
Desværre er det alt for sjældent denne historie, men i stedet brødniddet, det interne mundhuggeri og sortsynet, der står øverst på branchens dagsorden. Der er nogle medier og nogle organisationer, der er værre end andre til at gå i sort, men vi har alle sammen et fælles ansvar for at gøre op med det.
Vi har brug for at skabe et miljø og en debat omkring dansk lastbiltransport, hvor muligheder, udvikling og succes står øverst på dagsordenen.
Vi skal selvfølgelig ikke vige uden om de svære udfordringer og fortie de problemer, vi har i branchen. Men det ville være gavnligt, hvis vi kunne hjælpe hinanden med at få nytænkningen og mulighederne lidt mere i centrum. For med den indfaldsvinkel bliver det også meget nemmere at løse de problemer, der er.
Hvor er nysgerrigheden over for de muligheder, der ligger i cabotagekørsel - hvorfor skal vi kun beskæftige os med truslerne?
Hvor er respekten for de virksomheder, der klarer sig godt i vores branche - hvorfor skal de hetzes og mistænkeliggøres?
Hvor er glæden ved den fremgang, som vores branche oplever - hvorfor skal det være kontroversielt at påpege, at det faktisk går okay?
I ITD arbejder vi ud fra en positiv tilgang til markedet og de skiftende muligheder. Vores udgangspunkt er, at ingen virksomhed har en naturlig ret til at eksistere på de vilkår, den blev grundlagt på – men alle virksomheder har både ret og pligt til udvikling og forandring.