Rasmussen kører en blandet forretning
50 års jubilæum hos Søren Rasmussen A/S i Klakring, hvor Per Rasmussen styrer virksomheden fra førerhuset.
Af Finn Bjerremand
1. oktober fejrer vognmandsfirmaet Søren Rasmussen & Søn A/S i Klakring 50 års forretningsjubilæum. Egentlig kan forretningen føres helt tilbage til 1927, hvor vognmand og senere entreprenør Christian Jørgensen etablerede vognmandsforretningen i Klakring.
Det er 50 år siden, at Søren Rasmussen overtog vognmandsforretningen i Klakring efter vognmand Jens Jørgensen. Til forretningen hørte der en vognpark som omfattede to Bedford lastvogne og en Opel Blitz - den ene Bedford var endda benzindreven.
Kort tid efter overtagelsen begyndte Søren Rasmussen at udskifte lastvognene, og den første lastvogn, som blev indkøbt, var en brugt Mercedes-Benz 328. I 1966 kom så den første helt nye lastvogn: en funklende ny Mercedes-Benz 911.
Op gennem 70erne udviklede forretningen sig takket være byggeboomet, som gav stor aktivitet på bygge- og anlægsområdet i hele Juelsminde-området.
I dag er det sønnen Per Rasmussen, der i transportkredse også er kendt for sit engagement som formand i vognmandsorganisationen SØV, som driver forretningen.
Rivende udviklingPer Rasmussen har været med siden slutningen af 1981. Frem til 1986 arbejdede som chauffør i firmaet, hvorefter der blev oprettet et I/S med Per Rasmussen som medejer. I 1992 overtog han virksomheden helt, og siden er der blev stiftet et aktieselskab, som i dag står for driften.
I de forløbne år har vognmandsforretningen i Klakring gennemgået en rivende udvikling, og i dag er der tale om en forretning med mange transportløsninger på hylderne, så kunderne kan få dækket næsten ethvert transportbehov.
Vognparken tæller nu 15 trækkende enheder og et tilsvarende antal påhængsvogne og trailere, samt kraner og gummiged. Selve størrelsen af virksomheden er dog ikke noget tema for Per Rasmussen.
- Vi har ingen ambitioner om at få en større forretning, men omvendt vokser vi med vore kunders behov. For seks-syv år siden havde vi syv lastvogne og en enkelt kunde benyttede i en lang periode de seks vogne hver dag. Havde vi dengang ikke investeret i flere køretøjer for også at kunne dække de andre kunders behov, havde vi ”siddet kønt i det”, da den store kunde sidenhen ikke havde samme behov for de seks lastvogne hver dag, siger Per Rasmussen, der siden måtte se kunden blive overtaget af en ”flink” kollega.
Hele portrættet kan læses i Trans Inform nr.9 2012