Skib lå stille: Dansk energiselskab frifundet for skader på skib i forbindelse med losning af kulladning.

Den danske og fællesnordiske sølov omhandler i kapitel 13 en række ansvarsregler vedrørende transport af stykgods og disse regler er, hvad ansvarsdelen angår, i udgangspunktet præceptive, hvilket vil sige, de ikke kan fraviges ved aftale - heller ikke ved den aftale, der normalt inden for den form for transport kaldes konnossementet.

I kapitel 14 derimod er reglerne fravigelige (deklaratoriske) og anvendes ved befragtning af skibe eller skibsrum, i hvilken forbindelse der sædvanligvis udstedes den form for befragtningsaftale, der kaldes certeparti.

Dette betyder, at certepartierne – uanset om disse er danske eller udenlandske – ofte er genstand for noget granskning i visse tilfælde i forbindelse med aftalen forhandles på plads eller i hvert fald som det seneste på det tidspunkt, hvor det bliver nødvendigt at trække certepartiet op af skuffen for at se, hvem der har krav på hvad, ikke mindst i tilfældet af fordelingen af ansvar i tilfælde af forsinkelse, tab eller bortkomst af godset.

Kræver en part erstatning af en anden part i tilfælde, hvor der ikke består noget aftaleretligt forhold mellem de to parter (uanset om aftalen har været skriftlig, mundtlig eller stiltiende), vil det pågældende erstatningskrav blive bedømt efter reglerne i ”erstatning uden for kontrakt", der hovedsageligt består af såkaldte retsgrundsætninger og blandt disse principper er det sædvanligvis en betingelse, at dem der kræver erstatning, har begået fejl (culpa), idet der i visse tilfælde også kan blive tale om erstatning på et objektivt grundlag, hvilket vil sige, man kan blive ansvarlig uden at have begået fejl, hvilket så igen kræver lovhjemmel, som det i fx er tilfældet i jernbaneloven, luftfartsloven, og lign.

Blandt andre principper kan nævnes, at der skal være tale om kausalitet, hvilket vil sige, at der skal være årsagssammenhæng mellem det tab, der kræves dækket og den handling eller undladelse, der er tale om, og at tabet ikke må være inadækvat, hvilket groft sagt vil sige, at det har skullet kunnet forudses af den, der afkræves erstatning.

Endeligt og ikke mindst er det en forudsætning, at den, der kræver erstatning for tab, kan dokumentere eller sandsynliggøre tabet og dens størrelse, således at domstolene har mulighed for at træffe afgørelse på et regulært og betryggende grundlag, hvilket dog ikke udelukker, at der kan tilkendes erstatning på et skønsmæssigt grundlag.

I den følgende sag, der blev afgjort for nogen tid siden af Østre Landsret, var der tale om dels fordeling af ansvar, dels opgørelse af det tidsmæssige forhold, der relateres til liggetid og overliggetid (demurrage).

I sagen havde et schweizisk handelsselskab, der havde solgt en ladning kul til et dansk energiselskab indgået en befragtningsaftale (certeparti) med et polsk rederi om transport ladningen fra Polen til Danmark, i hvilken forbindelse det danske energiselskab selv forestod losningen og som sådan optrådte både som køber og som stevedore.

Under losningen påførtes skader på skibet, der blev forsinket i 3 dage og 13 timer som følge af de efterfølgende reparationer og energiselskabet anerkendte ansvaret for skaderne på skibet og refunderede de afholdte omkostninger til reparation, men afviste at betale erstatning for driftstab i det tidsrum, skibet blev repareret.

Tabet var baseret på rederiets beregning af rederiets gennemsnitlige tab pr. dag, beregnet på grundlag af 3 rejser før og 3 rejser efter den pågældende rejse.

Af betydning for sagen var bl.a. certepartiets klausul 41, hvori det hed:

Under den senere sag var bl.a. et af de rejste spørgsmål, om denne klausul har til formål at afskære rederiets erstatningskrav over for stevedorerne, hvilket blev bestridt af rederiet, som var af den opfattelse, at

alene har til formål at bestemme, at de forsinkelser, der opstår som følge af stevedore-skader ikke skal indgå i beregningen af skibets liggetid, og dermed i opgørelsen af eventuel overliggetid (demurrage), som befragter skal betale til rederiet, hvis skibet opholder sig i laste-/lossehavnen ud over ordinær aftalt liggetid.

Sagen blev i første instans afgjort af Københavns Byret, der henviste til, at der ikke var noget kontraktgrundlag mellem det danske energiselskab og det polske rederi, idet certepartiet var indgået mellem den schweiziske eksportør og rederiet og byretten nåede frem til følgende afgørelse:

Da der intet kontraktgrundlag forelå mellem parterne skulle sagen efter rettens opfattelse afgøres efter reglerne om erstatning uden for kontrakt i modsætning til, hvad der havde været tilfældet, hvis energiselskabet havde været en af parterne i det certeparti, der da ville have været aftalegrundlaget.

Retten henviste til, at energiselskabet ikke var part i certepartiet mellem rederen og befragteren (det schweiziske selskab) og havde heller ikke modtaget kopi heraf. Retten fandt efter naturlig forståelse af certepartiets klausul 41, at klausulen regulerer forholdene mellem certepartiets parter. Energiselskabet fandtes herefter ikke at kunne støtte ret på bestemmelsen i certepartiets klausul 41. Da liggedagene var et såkaldt kausalt (hvilket vil sige, at der var årsagssammenhæng) og adækvat (påregnelig) tab som følge af energiselskabets ansvarspådragende handling, var energiselskabet erstatningspligtig for liggedagene.

Rederens tab måtte efter omstændighederne fastsættes skønsmæssigt. Retten kunne tiltræde den fremlagte tabsopgørelse.

Resultatet blev således, at energiselskabet skulle betale en erstatning på godt USD 55.000 + omkostninger.

Energiselskabet ankede sagen til landsretten, som fandt, at certepartiets klausul 41 efter ordlyden af bestemmelsen sammenholdt med certepartiets øvrige bestemmelser, herunder klausul 43, og under hensyn til klausulens placering i en aftale mellem rederiet som skibsejer og befragteren (det schweiziske selskab) naturligt måtte forstås således, at krav i anledning af skader på skibet forårsaget af stevedore skal gøres gældende mod stevedore og ikke befragter, og at forsinkelser, der opstår som følge af reparation af stevedoreskader, ikke kan gøres gældende mod befragter efter certepartiets bestemmelser om ”demurrage”.

Landsretten fandt på denne baggrund, at certepartiets klausul 41 ikke begrænsede rederiets mulighed for at rejse krav om erstatning uden for kontrakt for driftstab i reparationstiden mod Energiselskabet som stevedore.

Rederiet havde som dokumentation for det påberåbte tab fremlagt et skema, som angiveligt indeholdte oplysning om det pågældende skibs indtjening ved 3 sejladser før og 3 sejladser efter reparationen af den omhandlede skade.

Rederiet havde ikke fremlagt nogen underliggende dokumentation vedrørende disse sejladser, herunder med hensyn til datoer for sejladserne samt de med sejladserne forbundne indtægter og udgifter. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at rederiet ikke havde bevist, at selskabet havde lidt et økonomisk tab, som følge af at skibet på grund af reparation af skader måtte ligge stille i 3 dage og 13 timer.

På denne baggrund frifandtes energiselskabet.