Hviletidstolerance: Højesteret frifinder chauffør for flytning af vogntog under pause.

Højesteret har med en dom, der går imod to tidligere instanser, sat punktum i en længerevarende køre-/hviletidssag, hvor en chauffør var sat under tiltale for at overtræde køre-/hviletidsreglerne

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om bødestraf og om betinget frakendelse af førerretten og chaufføren påstod sig frifundet.

Chaufføren forklarede oprindeligt i byretten i Hjørring, at han på det pågældende tidspunkt var ansat som afløser hos et vognmandsfirma. Han kørte med kølevarer.

Den 10. maj 2010 var han ude at køre. Han holdt 15 minutters hvil fra kl. 08.01 til kl. 08.16. Herefter kørte han indtil sit næste hvil, som han holdt fra kl. 11.13 og frem til kl. 11.47. Han afholdt det sidstnævnte hvil uden for modtageren, hvor han skulle læsse varer. Der kom en ansat fra modtageren og sagde, at han holdt i vejen, og personen krævede, at han flyttede bilen. Han var derfor nødt til at flytte bilen, og det er denne flytning, som er registreret med 2 minutter fra kl. 11.30 til kl. 11.32. Reelt tog det ham under 2 minutter, at flytte bilen.

Tiltale i sagen var rejst efter § 11, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 med senere ændring om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport. Efter § 11, nr. 2, straffes den, der overtræder bestemmelserne om varigheden af den længste køretid i bl.a. artikel 7 i køre- og hviletidsforordningen (Europaparlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006). Formålet med reglerne i forordningen er ifølge præamblen bl.a. at forbedre arbejdsvilkårene og trafiksikkerheden.

Køre- og hviletidsforordningens artikel 7, stk. 1, bestemmer, at føreren af en godstransport, der er omfattet af forordningen, efter en kørselsperiode på fire og en halv time skal holde en sammenhængende pause på mindst 45 minutter, medmindre han påbegynder en hviletid.

Denne pause kan ifølge artikel 7, stk. 2, erstattes af en pause af mindst 15 minutters varighed fulgt af en pause af mindst 30 minutters varighed, fordelt over kørselsperioden på en sådan måde, at stk. 1 overholdes.

”Pause” er i forordningens artikel 4, litra d, defineret som

Chaufføren havde under kørslen valgt at erstatte pausen på 45 minutter af en pause på 15 minutter efterfulgt af en pause på mindst 30 minutter. Chaufføren havde erkendt, at han ganske kortvarigt afbrød den efterfølgende 34 minutters pause efter 17 minutter.

Byretten fandt det ikke godtgjort, at afbrydelsen havde en kortere varighed end de registrerede 2 minutter. Chaufføren havde oplyst, at pausen blev afbrudt efter krav fra en ansat hos modtageren.

Retten fandt ikke, at der herved havde været tale om et sådant særligt tilfælde, at pausen lovligt havde kunnet afbrydes. Anden pause havde dermed haft en varighed af 17 minutter, hvormed pausen heller ikke under hensyntagen til tolerancegrænserne havde været tilstrækkelig lang til at afbryde kørselsforløbet. Chaufføren fandtes derfor skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Chaufføren fik derfor en bøde på 5.000 kr. og en betinget frakendelse, hvilket fik ham til at anke til landsretten.

I landsretten forklarede chaufføren supplerende, at han kørte op til rampen på modtageren, hvorfra losningen fandt sted. Han havde regnet med, som det tidligere havde været tilfældet, at han kunne blive holdende ved rampen i 25 minutter og dermed opfylde tidskravet til »den anden pause«.

Der var imidlertid meget pres på, fordi man manglede varer, og da der holdt en anden lastbil med varer, som var klar til at blive losset, blev han beordret væk. Han insisterede ikke på at blive holdende i yderligere otte minutter, og han fik heller ikke en medarbejder hos modtageren til at flytte bilen.

Han gjorde ikke noget notat om det passerede. Han startede i første omgang bilen og kørte den et kort stykke frem, for at sættevognens døre kunne lukkes. Allerede som følge heraf blev der registreret et minuts kørsel. Da han, efter dørene var lukket, kørte vogntoget hen på et andet sted på modtagerens grund for at parkere det der, blev der i løbet af få sekunder registreret et nyt helt minut. Han kørte i alt vogntoget ca. 50 meter, og den samlede køretid har været mellem 40 og 55 sekunder.

Da han den 20. maj 2010 blev standset af politiet, blev han forvirret, og det var først, da han fik sendt kørselsrapporten og strimlen fra tachografen, at han kunne huske det, han så den 29. juni 2010 fortalte til politiet, og som han nu har gentaget i byret og landsret.

Efter chaufførens forklaring om grunden til, at vogntoget skulle flyttes væk fra rampen den 10. maj 2010, kl. 10:16, er der ikke tale om en sådan ekstraordinær omstændighed, som efter Vejledningsnotat 3 vedrørende Social- og arbejdsmarkedsbestemmelser inden for vejtransport - Forordning (EF) nr. 561/2006, direktiv 2006/22/EF og forordning (EØF) nr. 3821/85 - kan retfærdiggøre afbrydelse af den påbegyndte pause.

Landsretten lagde vægt på, at chaufføren havde opfyldt kravet til pause nummer to, hvis han på dette tidspunkt enten i otte minutter havde »trodset« ordren om at flytte vogntoget, eller havde gjort et notat om grunden til afbrydelsen af pausen eller havde fået en fører på stedet - som det formentlig efter oplysning om størrelsen af virksomheden modtageren ville have været muligt at tilkalde - til at flytte vogntoget og havde gjort et notat herom.

Landsretten lagde endvidere afgørende vægt på, at chaufføren ved at forlænge den anden del af den afbrudte pause med ti minutter fra kl. 13:47 til kl. 13:57 kunne have holdt en »pause nummer to«, som opfyldte kravet om længden af en sådan pause på mindst 25 minutter. Chaufføren havde ikke forklaret, hvorfor han - med den viden, han havde forklaret om, at han havde vedrørende reglernes fortolkning - ikke udnyttede muligheden for at parkere yderligere ti minutter på modtagerens område, inden han genoptog kørslen.

Sagen havnede som en af de få sager, der går igennem tre instanser, i Højesteret, og her delte vandene sig på den måde, at en af de fem dommere ville stadfæste landsrettens dom, hvorimod de fire andre af de medvirkende dommere valgte at frifinde chaufføren, bl.a. under henvisning til et vejledningsnotat (nr. 3) fra Europakommissionen om retningslinjer for anvendelse af forordningen.

Europakommissionen har i vejledningsnotat 3 fastsat retningslinjer for anvendelse af forordningens artikel 4, litra d, hvorefter ”der ikke bør ske retsforfølgning” eller ”udvises en vis tolerance efter en individuel vurdering”, hvis føreren under visse angivne omstændigheder ved bl.a. terminaler, holdepladser og grænseovergange har været nødt til at afbryde sit hvil eller sin pause i få minutter for at flytte sit køretøj.

Det fremgår nærmere af notatet, at afbrydelse af en pause normalt vil være en overtrædelse af pausereglen, men at der vil kunne anlægges en anden vurdering, hvis der ved en terminal eller en holdeplads pludselig opstår en unormal situation eller et nødstilfælde, hvor et køretøj skal flyttes.

Det fremgår endvidere bl.a., at føreren i visse tilfælde (f.eks. ved holdepladser, ved grænseovergange og i nødstilfælde) kan være nødt til at afbryde sit hvil eller sin pause i få minutter, hvis det af objektive grunde er nødvendigt at flytte køretøjet, eller hvis politi eller en anden myndighed beordrer køretøjet flyttet, og i så fald bør føreren ikke retsforfølges.

Efter notatet skal en sådan afbrydelse af en førers hvil eller pause registreres manuelt af føreren og bør om muligt påtegnes af den kompetente myndighed, som beordrede føreren til at flytte køretøjet.

Efter det oplyste rejser anklagemyndigheden ikke tiltale, såfremt et konkret tilfælde må anses for at være omfattet af notatet.

De fire af de fem højesteretsdommere fandt at en sådan meget kortvarig og enkeltstående flytning af vogntoget, der blev beordret i et tilfælde, hvor chaufføren vanskeligt ville kunne modsætte sig dette, og hvor han efterfølgende fortsatte sin pause, således at pausen inklusive flytningen samlet varede 34 minutter, svarer til eller må sidestilles med de tilfælde, der er beskrevet i Europakommissionens vejledningsnotat 3.

Da der var enighed om det konkrete forløb, fandt de fire dommere, at det var uden betydning, at chaufføren ikke registrerede årsagen til afbrydelsen manuelt.

Idet chaufføren efter det anførte således afbrød sin køretid ved indledningen af pausen kl. 13.13, havde han kun overskredet den i artikel 7 nævnte køretid på fire og en halv time med 13 minutter. En sådan overtrædelse på mindre end 5 % er omfattet af den generelle tolerancegrænse ved administrationen af reglerne og medfører ifølge anklagemyndigheden ikke sanktioner.

De fire af de fem dommere frifandt således chaufføren og statskassen blev af Højesteret pålagt at betale sagens omkostninger for både byretten, landsretten og Højesteret.