Stolte ti år for Cargoworld
Nordisk præget: Uden alt for megen slåen-på-tromme har speditørvirksomheden Cargoworld netop rundet sit 10-års jubilæum.
Af Herbert Nielsen
- Vi kan nok tillade os at sige, at netop dette tiår ikke ligefrem har været præget af opgang og stærk medvind, så selvom vi ikke slår alt for meget ud med armene i Cargoworld kan vi da alligevel tillade os at være lidt stolte, siger Morten Berger, administrerende direktør for Cargoworld, der fylder 10 år.
Cargoworld dækker hele Norden med egne kontorer i Malmø, Helsinki, Drammen og Herlev, hvor gruppens hovedkontor samtidig er placeret. I alt er staben i dag vokset til omkring 30 medarbejdere i de fire lande.
- Vi lægger netop vægt på dette nordiske præg: Vi ser Norden som ét samlet marked og ser ikke de fire lande adskilt fra hinanden. Vi arbejder med løsninger for transport inden for sø og luft, men er ikke selv direkte involveret i landevejstransporter. Her arbejder vi i stedet sammen med store partnere på området, der har dette særlig fokus, siger Morten Berger.
Han betragter Cargoworld som en ”ganske almindelig speditørvirksomhed”, der ikke lagt sig i en speciel niche, men satser på at tilbyde løsninger til små og mellemstore virksomheder i Norden, hvor det er vigtigt at være i øjenhøjde.
- At vi ikke er niche-orienterede betyder derimod ikke, at vi ikke har vores særkende. Det er nok i al enkelhed at sikre løsninger, der matcher kundens behov – hverken mere eller mindre. Og deri ligger en opgave i at identificere den enkelte kunde og se hans profil klart og tydeligt, siger Berger.
Pris, pris, prisCargoworlds direktør lægger ikke skjul på, at markedet har overordentligt stærkt fokus på prisen.
- Det nytter ikke at tilsætte løsningen en række sofistikerede elementer, som kunden ikke ønsker at betale for. Det skal være løsninger, der løser opgaven inden for den prismæssige ramme, der kan accepteres af begge parter, siger Morten Berger.
Og det er en udfordring i disse tider.
- Det er velkendt, at søfragtsraterne går op og ned som bølgerne i Atlanterhavet, og det gør det til en krævende opgave at prissætte løsninger. Luftfragten er også labil, men vi finder dog, at det fortsat er muligt at gøre en rimelig forretning omkring importen. Men det kræver godt branchekendskab og gode relationer både til søfragtens og luftfragtens virksomheder – og personlige relationer til folk rundt omkring i virksomhederne, påpeger Morten Berger.
Når Cargoworld lægger vægt på at se de fire Nordiske lande som et samlet marked, hænger det også sammen med de konjunkturer, der er i markederne.
- Skulle vi alene overleve som virksomhed ved at betjene det danske marked, havde vi ikke haft 10 lys i lagkagen i 2012. Ser vi på den betydning, som de fire lande har i vores samlede billede, ligger Sverige klart som nummer et - og nu i øvrigt forstærket med Anders Perlman, tidligere DSV - efterfulgt af Norge. Derefter kommer Finland – og så endelig Danmark. Og ikke mindst i Danmark hedder det pris-pris-pris, mens det i de tre andre markeder også handler om løsninger og individuel service, forklarer Morten Berger.
De næste 10 årHvor skal Cargoworld være, når de næste 10 år er gået?
- Vi har brugt megen energi på at få vores nordiske platform op at stå, og det ser jo ud til, at kunderne i dette marked mener, vi er værd at arbejde sammen med. I næste omgang vil det handle om at komme videre ud over den nordiske ramme for at opnå vækst. Vi omsætter i 2012 for omkring 80 millioner kroner. I 2015 vil vi have en omsætning på 150 millioner, og det vil blandt andet betyde, at vi vil satse på det sydamerikanske marked og på Afrika. I begge disse verdensdele er det uhyre potentialer for vækst, og det vil vi gerne være en del af, siger Morten Berger.
Det er også overordnet et mål for Cargoworld at skabe arbejdspladser.
- Og her ærgrer vi os over, at der er alt for ringe opbakning fra samfundet. Vi konstaterer, som alle andre gør, at næsten uanset hvor god en forretningsmodel og forretningside, du kan lægge frem, er det stort set umuligt at vinde gehør hos bankerne for at opnå finansiering. Vi appellerer i stedet til vore markeder om at købe lokalt og støtte bestræbelserne på at skabe nye arbejdspladser og vækst, siger Morten Berger.