I forbindelse med udførelsen af vejtransporter er chaufførerne som bekendt forpligtede til, at overholde gældende køre- hviletidsbestemmelser. Overtrædelsen af disse regler kan medføre såvel høje bødestraffe som frakendelse af førerretten - også selv om der kun er tale om en mindre afbrydelse af hviletiden.

En af de væsentlige regler man skal være opmærksom på i denne forbindelse, findes i Køre- hviletidsforordningens artikel 7. Ifølge denne bestemmelse er chaufføren, efter en køretid på 4 ½ time, forpligtet til at holde en sammenhængende pause på minimum 45 minutter. Denne pause på 45 minutter kan dog alternativt afholdes som to adskilte pauser af hhv. 15 minutters og 30 minutters varighed, fordelt over kørselsperioden. Europakommissionen har dog i et vejledningsnotat til denne køre- hviletidsforordning angivet, at der bør udvises en vis tolerance efter en individuel vurdering, hvis føreren under visse nærmere angivne omstændigheder har været nødt til at afbryde pausen i få minutter for at flytte sit køretøj.

Højesteret har behandlet dette emne i en sag hvor en chauffør, i forbindelse med afholdelsen af den ”anden pause”, afbrød denne i ca. 40-55 sekunder, for at flytte sit vogntog.

I sagen havde chaufføren påbegyndt sin kørsel kl. 7.15, holdt en pause af 15 minutters varighed kl. 10.01 – 10.16 og derpå indledt den anden pause kl. 13.13. Denne ”anden pause” blev efter kun 17 minutters varighed afbrudt, da han, ved den terminal hvor pausen blev afholdt, blev beordret til at flytte vogntoget, hvilket tog ca. 40-55 sekunder. Chaufføren registrerede ikke denne flytning. Herefter genoptog han pausen indtil kl. 13.47.

Spørgsmålet var herefter, om chaufføren havde overtrådt køre- hviletidsbestemmelserne, ved ikke at have afholdt en sammenhængende pause af minimum 30 minutters varighed som konsekvens af flytningen af vogntoget, og i givet fald hvordan denne overtrædelse skulle sanktioneres – især med henblik på den føromtalte tolerancegrænse i vejledningsnotatet. I sagen ville anklagemyndigheden således ikke rejse tiltale, såfremt retten nåede frem til, at tilfældet var omfattet af vejledningsnotatet.

Såvel byretten som landsretten fandt, at chaufføren havde overtrådt kørehviletidsbestemmelserne, og fastsatte straffen til en bøde på kr. 5.000 samt en betinget frakendelse af førerretten i 3 år, idet man ikke fandt, at tilfældet kunne ligestilles med det særlige tilfælde som omtales i vejledningsnotatet, og sagen blev herefter indbragt for Højesteret.

Højesteret fandt, ligesom såvel byretten og landsretten, at køre- hviletidsforordningen var overtrådt, og spørgsmålet var således, hvorvidt dette skulle sanktioneres, eller om det faldt ind under føromtalte tolerancegrænse.

I sin afgørelse henviste Højesteret først og fremmest til ordlyden af vejledningsnotatet, hvoraf det fremgår, at en afbrydelse af en pause normalt vil være en overtrædelse af køre- hviletidsbestemmelserne. Dog fremgår det videre, at der ved sanktionering af bestemmelserne bør udvises en tolerance efter en individuel vurdering hvis chaufføren under visse angivne omstændigheder ved eksempelvis terminaler, holdepladser og grænseovergange har været nødsaget til at afbryde sit hvil i få minutter for at flytte sit køretøj.

I dette konkrete tilfælde anførte Højesteret, at der alene var tale om en meget kortvarig og enkeltstående afbrydelse af hviletiden, der endvidere var en konsekvens af, at chaufføren direkte blev beordret hertil af personalet ved terminalen, i et tilfælde hvor chaufføren vanskeligt kunne modsætte sig dette. Derudover fortsatte chaufføren efterfølgende sin pause, der i alt varede 34 minutter inklusive afbrydelsen. På denne baggrund fandt Højesteret, at tilfældet måtte sidestilles med de tilfælde, der er nævnt i vejledningsnotatet. Den omstændighed at chaufføren ikke manulet havde registreret årsagen til afbrydelsen, havde ingen betydning i det konkrete tilfælde, idet der mellem sagens parter var enighed om hændelsesforløbet.

Da overtrædelsen endvidere var mindre end 5 %, hvilket efter tiltalepraksis ikke medfører sanktioner, fandt flertallet i Højesteret, at overtrædelse ikke skulle sanktioneres, og chaufføren blev derfor frifundet.