23948sdkhjf

Udmeldelse ærgrer DTL-direktør

Ribe Amts Vognmandsforenings udmeldelse af DTL vækker undren og frustration.

Ribe Amts Vognmandsforenings udmeldelse af DTL vækker undren og frustration.



Det har vakt berettiget opsigt, at Ribe Amts Vognmandsforening (RAV)har meldt sig ud af Dansk Transport & Logistik (DTL). Udmeldelsen betyder ikke, at medlemsvirksomhederne i Ribe Amts Vognmandforening automatisk forlader DTL. Men de kan nu selv afgøre om de ønsker, at fortsætte som medlem af DTL eller skifte til den konkurrerende vognmandsorganisation ITD.

Men beslutningen, der blev endeligt bekræftet på en ekstraordinær generalforsamling, hvor knap en tredjedel af de godt 130 medlemmer, deltog.

Udmeldelsen vækker skarp kritik fra naboforeningen Vestjyllands Vognmandsforretning, hvor formanden vognmand Poul Jørgensen, Herning, betegner udmeldelsen af DTL som beskæmmende og meget svært at forstå. Han siger til Lastbilmagasinet.

- At så lille en flok pigesure gamle mænd gør så alvorlig en ting som at nedlægge deres forening. Det er en katastrofe, at de tager andre (medlemmer) som gidsler. Og de underminerer DTL’s position.

Brandærgerlig udmelding

I Dansk Transport & Logistik siger adm. direktør Erik Østergaard:

- Det er brandærgerligt, at Ribe Amts Vognmandsforening har valgt, at melde sig ud af DTL. Det betyder også, at de trækker sig ud af DTL’s Regionskontor, som de selv har været med til at stifte, siger Erik Østergaard til TTN.

DTL har ifølge Erik Østergaard endnu ikke oplevet nogen bølge af udmeldelser af medlemsvirksomheder fra Ribe-egnen i kølvandet på RAV’s udmelding.

- Vi har derimod fået en del meldinger, der viser at der er utilfredshed med beslutningen. DTL kan ikke gøre noget ved Ribe Amts Vognmandsforenings beslutninger. Men vi har fået spørgsmål fra medlemsvirksomheder, der beder om hjælp til at afgøre, om der er hjemmel til beslutningen i foreningens vedtægter. En vognmand har også bedt os undersøge, om det i hele taget er lovligt, at man opløser den eksisterende forening og overfører formuen til den nye forening, når en stor del af foreningens medlemmer slet ikke var til stede ved den ekstraordinære generalforsamling. Her yder vi naturligvis den bistand, som vi kan, siger Erik Østergaard.

Aktivt demokrati

Han efterlyser en mere klar forklaring på udmeldelsen, end den der hidtil har været fremme i presse..

- Som en demokratisk opbygget brancheorganisation søger vi løbende at være så tætte på vores medlemmer som overhovedet muligt. Der er et tæt dialog med vores medlemsvirksomheder. I dag afholdes der eksempelvis møde i regionsrådet, hvor regionsformændene leverer input til DTL’s arbejde. Senere i år afholdes et regionsrepræsentantskabsmøde, hvor de lokale foreninger deltager. Også her bliver der lyttet til medlemmerne, fordi vi kan slet ikke løse vores opgave, hvis vi ikke arbejder tæt sammen med medlemsvirksomhederne, siger Erik Østergaard og tilføjer.

- Derfor undrer det også, at vi faktisk ikke har oplevet, at de medlemmer af Ribe Amts Vognmandsforretning, der står bag udmeldelsen, har forsøgt at gøre deres indflydelse gældende i DTL, når de har haft rig mulighed for det.

Erhvervspolitisk vildspor

DTL-direktøren efterlyser større sammenhængskraft i branchen, set i lyset af de store udfordringer som vognmandserhvervet står over for netop nu.

- Danske vognmænd er ekstremt pressede af den udenlandske konkurrence. Gives cabotage-kørslen fri, så vil det betyde enden for en stor del af de danske lastbilvognmænd. Derfor er der nu større behov for erhvervspolitisk fodslag blandt vognmændene end nogensinde før, hvis vi skal opnå den ønskede politiske indflydelse herhjemme og i EU. Her hjælper Ribe Amts Vognmandsforenings udmeldelse ikke, tvært imod svækker den sammenholdet på et tidspunkt, hvor der er behov for én stemme, der udelukkende taler vognmændenes sag, slutter Erik Østergaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063