"Store Robert" er død
Der bliver ikke opført en kæmpeskulptur af Robert Jacobsen på havnen i Aarhus.
Det fastslår de konservative i deres status over kommunens budgetforlig, og meget tyder da også på, at partierne bag forliget nu er blevet enige om at give den meget omtalte mega-skulptur på havnen det endelige dødsstød.
Manden bag projektet, finansmanden Frank Johansen, der er bosat i Luxembourg, skal senest ved årets udgang kunne dokumentere, at han har tilvejebragt de krævede 100 millioner kroner fra fonde og sponsorer. Kan han ikke det, kan han betragte projektet som værende lagt endegyldigt i graven.
Siden Frank Johansen med opbakning fra samtlige rådmænd i august sidste år på et pressemøde præsenterede sin idé om en kæmpe Robert Jakobsen-skulptur ved havneindsejlingen til Aarhus, er projektet blevet omgærdet med stadig stigende skepsis.
Frank Johansen har tidligere tilbudt projektet til København, som pænt takkede nej.