Ole Mortensen fylder 65
Entreprenør Ole Mortensen, Glud, fylder i dag 65 år.
Tilbage i 1969 etablerede Ole Mortensen entreprenørforretning i Glud mellem Juelsminde og Horsens. Efter en del års vækst flyttede virksomheden i 1976 til Horsens, hvor den bl.a. også udviklede sig med en større vognmandsforretning. Væksten fortsatte og lige efter årtusindeskiftet flyttede OM Entreprenørforretning og OM Transport til et nyopført hovedkvarter i Transportcenter Horsens Vest ved Lund. Den største del af entreprenørforretningen blev solgt i 2006 og i 2008 blev hele vognmandsfirmaet solgt.
I dag driver Ole Mortensen virksomheden OM Materieludlejning A/S, Bisholt, som samtidig driver vognmandsvirksomhed.
Ole Mortensen er også kendt for sine samlinger af veterantraktorer, veteranentreprenørmaskiner og veteranlastvogne.