Til kamp mod dieseltyvene
Tyv tankede diesel for 90.000 kroner på en uges tid.
Antallet af dieseltyverier i Syd- og Sønderjyllands Politikreds er steget fra 448 i 2007 til 628 i 2011 (tallene omfatter dieseltyveri fra lastbiler, tanke, servicestationer mm). Tyverierne er steget i takt med, at priserne er steget, og tyvene bliver stadig mere opfindsomme.
Busser og varebiler med huller i bunden parkerer over tank-dæksler, og pumper bliver medbragt, så der kan tankes 1000 liter på under ti minutter.
Derfor var tyverier af diesel et af hovedpunkterne på en sikringskonference i går på FDE Center i Padborg. Her udvekslede transportører, transportkøbere, politi og andre viden og erfaring. Gårsdagens sikringskonference var den tredje i rækken og bag arrangementet stod ITD, Erhvervenes Hus Aabenraa og Syd- og Sønderjyllands Politi.
Med sikringskonferencen, en opdateret sikringsmanual, tryghedsvandinger og som noget nyt nu også erhvervs-nabohjælpsgrupper er Padborg foregangsby i Danmark hvad sikring af virksomhedernes værdier angår. Padborg-samarbejdet har endog fået en plads i den nationale arbejdsgruppe, der ser på kriminalitet i transportbranchen.
”Billig diesel”I en aktuel sag i Padborg har en tyv tanket for 90.000 kroner diesel på et stjålet tankkort. Han gik simpelthen rundt i byen og tilbød chauffører en billig tankning - og det var der rigtig mange, der tog imod. På overvågningsbilleder kan man se, at tyven – der efter billederne at dømme er af sydøsteuropæisk afstamning - skifter tøj mellem tankningerne.
Konferencens budskab var dog, at det er muligt at slå igen mod de kriminelle – både hvad angår tyverier samt misbrug af dieselkort, som ofte rammer vognmænd.
Henrik Bruun Guldmann, produktchef ved OK, fortalte, at firmaet eksempelvis kan lave en maksimal grænse for tankning på et kort per dag. Et andet tilbud er at sende en email-kvittering til vognmanden, hver gang en chauffør tanker. Så er det muligt hurtigt at opdage misbrug.
I fremtiden håber OK at kunne tilbyde kort, som chaufføren for eksempel kun kan bruge i et afgrænset geografisk område.
ITD’s chefkonsulent Birthe Boisen erklærede, at det kan koste mange penge ikke at overholde basale sikkerhedstiltag. For eksempel må PIN-koden aldrig være samme sted som dieselkortet:
- Sker det alligevel, kommer du ikke uden om at betale de mange tusinde kroner, misbruget kan koste, sagde hun og understregede, at tankkort ikke hører til i lastbilen og slet ikke med pin-kode.