Ny shippinguddannelse godt fra start
Den nye internationale shippinguddannelse i København, som Danmark Rederiforening har etableret for at tiltrække shippingtrainees med såvel en gymnasial som et højere teoretisk niveau, er kommet godt fra start.
- Den internationale deltagelse på det første hold og den generelle interesse for den nye uddannelse afspejler, at Danmark i sandhed er en international skibsfartsnation. Men også at shipping-virksomheder ønsker at sikre sig en god dosis dansk tradition og kommercielle kompetencer hos deres shippingtrainees, sagde direktør i Danmarks Rederiforening Peter Bjerregaard i en tale til de nye studerende onsdag.
85 repræsentanter for virksomheder i Det Blå Danmark var mødt op for at byde den nye uddannelse velkommen.
Det første hold består af 35 studerende fra 12 lande kloden over. Målet med uddannelsen er at sikre de studerende et solidt fundament af shippingfaglige fag som for eksempel Shipknowledge og Maritime Law. Al undervisning foregår på engelsk.
Den nye uddannelse, der indeholder en kombination af internet og web-baseret undervisning, løber over to år med tre undervisningsmoduler i Danmark.