Årets bedste SCM-leder
Ved den første Supply Chain Leaders Forum 2012 ved CBS i København blev Søren Lisbjerg, vicepresident supply chain ved Royal Unibrew kåret til årets supply chain leder 2012.
Søren Lisbjerg vandt trofæet og 10.000 kroner foran Steen Winkler, Senior Vice President Operations ved Martin Professional, og Bjarke Roost, Vice President Logistics ved Carlsberg, der ligeledes var nomineret til prisen.
- Samtlige nominerede yder en ”outstanding” indsats i forhold til deres danske kolleger og er kompetente SCM-ledere i deres respektive forretningsområder, roste Henrik Knak, partner og præmiesponsor fra Scopti Management Consulting.
På den foregående konference arrangeret af CBS (HD-SCM) og Scopti, var der indlæg om strategisk supply chain af blandt andre Senior Director John Kelley fra Lego Systems, Manager Anders A. Ellegaard fra Velux, og Group Director IT & Logistics Alan Jensen fra Dansk Supermarked.
Desuden var der indlæg ved professor Carlos Cordon fra IMD International, som netop har udgivet bogen “Strategic Supply Chain Management”. I sine undersøgelser er han nået frem til, at de virksomheder, der er bedst til supply chain, betragter deres værdikæde og forsynings netværk som strategiske ”våben”, snarere end en omkostning.