Købere til Danske Fragtmænd
Ledelsen i Danske Fragtmænd, der er en af Danmarks største transportvirksomheder, sonderer nu mulighederne for et salg af virksomheden.
Det sker efter interesse fra flere store, udenlandske konkurrenter, siger virksomhedens direktør, Kjeld Frederiksen til Børsen.
- Vi har fået nogle henvendelser fra nogle af de store spillere i udlandet, som godt kunne tænke sig at købe Danske Fragtmænd. Det har fået os til at sondere mulighederne hos nogle af de store for at finde ud af, hvad der er op og ned i den sag, siger Kjeld Frederiksen.
Transportkoncernen har hyret investeringsbanken FIH Partners til at hjælpe sig, og FIH har sendt salgsmateriale ud for at kortlægge interessen for selskabet.
Danske Fragtmænd omsatte sidste år for godt 2,8 mia. kr. og tjente 80 mio. kr. før af- og nedskrivninger.
Danske Fragtmænd er ejet af vognmændene, der kører for selskabet.
Det, der i givet fald kan købes, er systemerne, kunderne, navnet og koncepterne. Fragtmændene kan man ikke købe, men de skal stadig løse opgaven som transportører.
- Jeg ved ikke, hvad ejerkredsen siger til de her tanker. Det har ikke været drøftet endnu. Men de er orienteret, siger Kjeld Frederiksen, der forventer at have et overblik om få uger.