Modulvogntog er velkomne i Slesvig-Holsten
Danske vognmænd fik rynker i panden, da pressen i foråret meldte ud, at den nye delstatsregering i Slesvig-Holsten ville forhindre modulvogntog i at køre i delstaten.
Resultatet ville være en prop for modulvogntogs vej gennem Tyskland og rundt i Europa.
Men fakta er, at modulvogntog har lov til at køre i Slesvig-Holsten.
Det står klart efter et møde torsdag mellem ITD og gruppeformand Lars Harms fra det danske mindretalsparti SSW. Partiet er med i regeringskoalitionen i Slesvig-Holsten.
- Modulvogntogene må gerne køre på motorvejene i Slesvig-Holsten, og der er naturligvis også adgang for danske vogntog. Delstatsregeringen vil ikke ændre på det. Det er kun de mindre landeveje, som vi vil have fjernet fra forsøget, slog Lars Harms fast.
ITD’s chefkonsulent Jørn-Henrik Carstens fortæller, at hvis danske modulvogntog opfylder de specifikke tyske krav til teknikken, så er vejen gennem Slesvig-Holsten fri på motorvejsnettet i Slesvig-Holsten og på til- og frakørsler til de vigtigste logistikcentre. Og det ønsker delstatsregeringen ikke at lave om på.
- Det er yderst vigtigt, at der er sikre signaler fra delstatsregeringen om, at de nuværende overordnede rammer ikke bliver rullet tilbage. Det er med til at give danske vognmænd større tryghed for investeringer i materiel, som opfylder de tyske krav til modulvogntog, siger Jørn-Henrik Carstens.
Han glæder sig ligeledes over, at Lars Harms var enig i, at nogen af de tekniske krav til modulvogntog, der skal køre på de tyske veje, synes unødvendigt stramme og ufleksible.
Lars Harms lovede at tage ITD’s forslag til slækkelse af de tekniske krav med til transportministeriet i Slesvig-Holsten. Det er imidlertid tale om en langvarig proces, og danske vognmænd kan i mellemtiden vinde markedsandele ved at investere i det nødvendige materiel og komme ud at rulle på de nuværende vilkår.
- Vejen er åben, og det gælder om at få sendt modulvogntogene af sted. Det vil have stor betydning at få taget de første vigtige skridt til international kørsel med modulvogntog, siger Jørn-Henrik Carstens.