Startskuddet lød til nyt netværk for særtransporter
Tirsdag eftermiddag rullede et særtransport-vogntog ind på parkeringspladsen ved FDE Center i Padborg, og kort tid efter blev det omringet af vognmænd og politifolk.
Den faglige snak om længde, udsyn og skiltning ved særtransporter kom hurtigt op i gear, og alle fik konkret syn for sagen.
Debatten rundt om lastbilen var blot noget af udbyttet på en dag, hvor der var første møde i ITD’s nye netværk for særtransportører.
- Vi stiller et forum til rådighed, hvor der er mulighed for en snak med kolleger og for at udveksle erfaringer. Fra ITD’s side står vi klar til at hjælpe medlemmerne med at grave i love og stable en dialog på benene med myndigheder og politi. Det øger den gensidige forståelse, siger ITD’s tekniske konsulent Steffen Johannsen.
Til første møde ønskede mange medlemmer at høre om regler for udsyn og for de følgebiler, der tit klistrer sig til særtransporterne.
Derfor blev politiet inviteret, og folk fra Rigspolitiets tungvognssektion og særtransportkontorerne i Ringsted og Padborg delte ud af deres viden.
- At få en præcis gennemgang af reglerne leveret af ordensmagten er godt, for man kan ofte blive i tvivl om de svære love. Samtidig er det sjældent, jeg møder de andre i branchen. Så er det vigtigt at få et personligt netværk på den her måde, fortalte Torben Ladegaard fra K.V. Markussen A/S i Middelfart.
Vognmand Peter Juel fra Peter Juel Transport ApS i Odense kastede sig ud i debatten med sine kolleger og politiet. Han var tilfreds med udbyttet:
- Mødet var godt og konstruktivt, og det er rart at sætte ansigt på mange af de folk, jeg ofte har med at gøre. Det var afgjort relevant for mig, selvom jeg allerede er med i kran-netværket.
Steffen Johannsen mener, det nye netværk er en gevinst for branchen:
- Netværket koncentrerer sig om særtransport-delen og supplerer dermed det nye kran-netværk, som er under stiftelse. Der er mange snitflader mellem kraner og særtransport, men områderne er reguleret af to forskellige regelsæt, så der er god plads til begge netværk.
Næste møde i ITD Netværk Særtransport er tirsdag den 8. januar 2013.