Blue Water klar til transport af vindmøllefundamenter
Blue Water Shipping tilbyder nu kunderne i vindmølleindustrien transport af fundamenter til havvindmøller over hele kloden.
I første omgang er det primære fokusområde Europa. Blue Water Shipping forventer en kraftig vækst i opstillingen af offshore vindmølleparker over hele verden i de kommende år. Derfor har shipping-virksomheden med hovedsæde i Esbjerg – der har opbygget en betydelig ekspertise inden for transport af vindmølle-elementer - nu udvidet servicen til at omfatte transporten af fundamenterne til havvindmøller. Det gælder både de såkaldte mono-pæle (mono-piles) og ”tre-fødder” (tripods).
- Transporten af fundamenter til havvindmøller passer fint med vores nuværende portefølje af produkter og services til vindmølleindustrien, som vi allerede tilbyder transport- og logistikløsninger til over hele verden. Dertil kommer, at Blue Water Shipping besidder en betydelig ekspertise inden for store projekttransporter for andre sektorer. Denne specielle ekspertise kan vi udnytte, når vi skal transportere de store fundamenter, siger Brian Sørensen, der er business development og sales manager for det nye produkt fra Blue Water Shipping.¨
Han har som specialist i vindmølletransporter opbygget en stor indsigt i vindmølle industriens transport- og logistikbehov, samt opbygget et betydeligt netværk i branchen over de sidste 10 år.
- Målet med at tilbyde transport af vindmøllefundamenter er at vi kan bidrage til at optimere hele transport-flowet for vores kunder. Vi har udviklet vores nuværende løsninger, så de kan tilpasses til den individuelle behov og krav fra den enkelte klient, siger Brian Sørensen, der angiveligt allerede har oplevet betydelig interesse for Blue Water Shippings produkt.
Blue Water Shippings afdeling for vindmølle-logistik har arbejdet tæt sammen med Esbjerg-virksomehedens afdeling for Olie, Gas og Industrielle projektlaster, i udviklingen af løsninger til transporten af vindmøllefundamenter.
Det skriver Blue Water Shipping i en pressemeddelese.