23948sdkhjf

Vækst dominerer dagsordenen i EU

EU-Kommissionen har i øjeblikket et mål for øje: Vækst og effektivitet. Modulvogntog, aerodynamik og friere konkurrence er vejen frem.

EU-Kommissionen har i øjeblikket et mål for øje: Vækst og effektivitet. Modulvogntog, aerodynamik og friere konkurrence er vejen frem.



Det blev slået fast i sidste uge, da embedsmænd og organisationsfolk fra de skandinaviske lande, Storbritannien og Holland holdt møde ved NORDUK 2012 i Helsinki i Finland. Her blev den politiske tilstand på det europæiske transportmarked vendt.

- Cabotage fylder debatmæssigt meget i Danmark, men i EU er vækst og effektiviseringer den altdominerede dagsorden, siger ITD’s erhvervspolitiske chef Poul Bruun.

Han forklarer, at EU-Kommissionen i øjeblikket kigger på flere muligheder for at effektivere vejtransporten i Europa.

I centrum er blandt andet vægt og dimensioner, og Kristian Hedberg fra EU-Kommissionen understregede endnu engang, at Kommissionen opfatter uenighederne om modulvogntog som fortid.

- Budskabet er klart: Hvis der er ordninger med modulvogntog i to lande, kan vogntogene også krydse grænsen mellem de to lande uden at komme i strid med EU-reglerne, fortæller Poul Bruun.

Samtidig vil Kommissionen arbejde for, at europæiske lastbilproducenter har mulighed for at bygge lastbiler, som er så effektive og energiøkonomiske, at fabrikanterne kan opretholde deres konkurrenceevne på verdensplan. Aerodynamik og trafiksikkerhed er særligt i fokus med ændrede ”snuder” eller andre nye udformninger.

Endelig overvejer EU-Kommissionen at ændre reglerne for, hvor meget gods der må være på bilen. En ekspertgruppe kigger lige nu på mulighederne og kommer med et udspil senere.

- Perspektiverne er særdeles spændende. Mere aerodynamiske lastbiler, større lasteevne, modulvogntog der frit krydser Europa og bedre teknologi er afgørende elementer for at gøre lastbiltransporten grønnere, mere effektiv og konkurrencedygtig, siger Poul Bruun.

Konkurrence er afgørende for at få et mere effektivt europæisk transportmarked. Kristian Hedberg kunne fortælle, at EU-Kommissionen i første halvdel af 2013 kommer med forskellige forslag til, hvordan det europæiske transportmarked kan effektiviseres yderligere. EU-Kommissionen mener bl.a., at cabotage bidrager til at understøtte vækst og konkurrenceevne.

- Som billedet tegner sig, fortsætter EU sin støtte kurs mod et effektivt indre marked for transport, og indvendingerne har stort set samme effekt som myggestik på en elefant. Derfor er det afgørende at få dansk vejtransport gjort så effektiv som muligt, så vi kan tage konkurrencen op i årene fremover, mener Poul Bruun.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094