23948sdkhjf

Skiftedag i Padborg

Fjerde generation tager over i H.P. Therkelsen A/S: Mogens Therkelsen har overdraget stafetten til Peter Therkelsen.

Fjerde generation tager over i H.P. Therkelsen A/S: Mogens Therkelsen har overdraget stafetten til Peter Therkelsen.



Egentlig sker der ikke så meget nyt: Peter Therkelsen har de seneste år i stadig højere grad overtaget den daglige drift i H.P. Therkelsen og direktøren gennem mere end 30 år, Mogens Therkelsen, er trådt et skridt tilbage.

Men alligevel var det en festdag i Padborg, da det officielle chefskifte blev markeret ved en reception på Bov Kro, hvor alle lokaler blev taget i brug for at huse de mange gæster fra ind- og udland, fra branchen, lokalområdet og fra mange netværk – samt ikke mindst fra familie og venner.

For Mogens Therkelsen var det ”det helt rigtige tidspunkt” at overdrage forretningen til sønnen Peter Therkelsen, der har været i virksomheden de seneste ti år, og det var ikke uden stolthed, at han gav stafetten videre til sin søn. Ikke mindst fordi tredje generation i folkemunde ofte er en ”spreder”, men i Mogens Therkelsens tid er det altså lykkedes at styrke H.P. Therkelsens fundament på vej mod 100 års jubilæet i 2018. Og dermed er det en sund forretning han kan overdrage til næste generation.

Og så blev det et følelsesladet øjeblik til sidst, da Mogens Therkelsen rundede sin tale af med en tak til kunder, medarbejdere og familien samt ikke mindst hustruen Helen.

- Det er ikke slut – men arbejdet fortsætter. Bare på et andet niveau, sagde Mogens Therkelsen.

Hans gode ven og toastmaster Jens Iwer Petersen sagde i sin tale, at han ikke kendte nogen, der som Mogens Therkelsen kunne påtage sig en så stor arbejdsbyrde, men han lovede, at han nok skulle gøre alt for, ”at få ham ned i gear”.

Personlige taler

Der var også to meget personlige taler – dels fra Peter Therkelsen, dels fra hans bror Thomas.

For Peter Therkelsen er 2012 et usædvanligt mærkeår med 40 års fødselsdag, 10 års jubilæum og generationsskiftet, krydret med, at han og hustruen Lene til december venter parrets tredje barn.

Peter Therkelsen takkede sin far for, at give ham frie tøjler i den virksomhed, som forfædrene har skabt, og han roste Mogens Therkelsen for dels at være en god læremester, dels at give slip nu hvor den næste generation er kommet til.

I en munter og kærlig tale til sin far og sin bror, mente Thomas Therkelsen, at hans far med alle sine gøremål er beviset på, at mænd faktisk kan multitaske, og om Peter Therkelsen sagde broderen, henvendt til HPT-medarbejderne:

- I får ikke en bedre chef – i har fået den bedste.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062