Dansk Natursten udvider på Prøvestenen
Dansk Natursten A/S glæder sig over udvidet kapacitet på CMP’s havneanlæg på Prøvestenen.
Copenhagen-Malmö Port er tæt på at færdiggøre udvidelsen af olie- og bulkterminalen Prøvestenen på Amager. Opgraderingen øger bulk-arealet til 180.000 kvadratmeter og øget dybgang langs de opgraderede kajer sikrer, at anlægget kan modtage de stadigt større skibe, som rederierne anvender. Det vækker glæde hos en af virksomhederne på Prøvestenen, Dansk Natursten A/S, der har være til stede på havneterminalen i mere end 10 år og som nu udvider arealet.
- Det er væsentlig fordel for os, at vi nu er i stand til at anvende større skibe , der selv medbringer maskineri ombord til losningen af de knuste sten og skærver, siger Rene Gosvig, der er adm. direktør i Dansk Natursten.
Han oplyser, at det endnu ikke er fastlagt, hvor stort et areal Dansk Natursten A/S skal bruge på Prøvestenen, men at det er 20.000-30.000 kvadratmeter.
Den hidtidige rekord på Prøvestenen blev slået 29. juli, da det 97.000 tons dødvægt store bulkcarrier Yeoman Bridge anløb Prøvestenen, hvor der blev losset 48.000 tons skræver fra Skotland.
CMP forventer snarlig miljøgodkendelse af de sidste elementer af udvidelsesplanerne for Prøvestenen, så de afsluttende anlægsarbejder kan iværksættes for at fuldføre terminaludvidelsen.