Rapport sår tvivl om 'dansk navigation'
Skibsfører, styrmænd og maskinmestre frygter lempelse af DIS-krav om danske skibsofficerer ombord.
En foreløbig rapport fra regeringens maritime vækstteam sår angiveligt tvivl om rederiernes pligt til at beskæftige danske skibsofficerer på tonnage i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). Rapporten beskriver de danske særregler på området som en hindring fra den danske maritime sektors konkurrenceevne og dermed fremtid som en globalt orienteret ”kvalitetsskibsfartsnation” i et internationalt reguleret erhverv.
”...en ophævelse eller internationalisering af de resterende nationale særkrav, ..vil have en positiv effekt for rederiernes konkurrenceevne", hedder det i den foreløbige rapport.
Vurderingen får en kølig modtagelse i Søfartens Ledere.
- Vi håber naturligvis, at vi overfortolker, men vi er spændte på at høre, hvad der gemmer sig bag nogle af formuleringerne i den foreløbige rapport. Det siger jo sig selv, at Danmark ikke kan være en kvalitetsskibsfartsnation uden skibsofficerer, siger Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere.
DIS-reglerne kræver, at mindst 40 procent af skibsofficererne skal have dansk eller EU/EØS-statsborgerskab. Dertil kommer en uddannelsesaftale, der sikrer 200 danske unge en uddannelsesplads i forbindelse med skibsofficer-uddannelsen.
- Jeg håber ikke at vækstteamet vil sætte en afskaffelse af nationalitetskravet og en opbremsning af rekrutteringen af mindst 200 skibsofficersstuderende på dagsordenen igen. Det kan vi på ingen måde være med til. Der er en ekstrem lav ledighed blandt vores medlemmer, og det er allerede så svært at skaffe skibsofficerer til de stillinger, der skal dækkes, at det i sig selv er en væksthæmmer, siger Fritz Ganzhorn.
Det maritime vækstteam skal fremlægge seks anbefalinger og 31 initiativer torsdag i denne uge.