Irsk sejr i Scanias ”Young European Truck Driver” chaufførkonkurrence
Den irske lastbilchauffør Gabriel Warde vandt i weekenden Scanias ”Young European Truck Driver” chaufførkonkurrence med fokus på sikker og økonomisk kørsel med lastbil.
Det skete foran næsten 10.000 tilskuere på Scania-fabrikken i Södertälje ved Stockholm, hvor Gabriel Warde slog 23 andre talentfulde unge chauffører fra hele Europa, heriblandt også den danske chauffør Brian Poulsen fra Aars. Brian Poulsen forsvarede de danske farver i den europæiske finale efter sejr i den danske del af konkurrencen, og den præstation levede Brian Poulsen til fulde op til i den europæiske finale efter den første dags konkurrencer i bl.a. førstehjælp, lastsikring, økonomikørsel, defensiv kørsel samt lastbilteknik. Her var Brian Poulsen med helt fremme, inden 2. dagens krævende manøvrekørsel med trækker og tilkoblet sættevogn.
Brian Poulsen kæmpede sig videre fra den indledende runde til kvartfinalen men mødte så sin overmand i form af den tjekkiske chauffør Peter Kopecký. Samlet set blev det til en 7. plads til Brian Poulsen i det mere end skrappe selskab – en præstation som han trods skuffelsen er tilfreds med.
Ambassadør og rollemodel- Gabriel Warde ydede en fantastisk præstation. Han er nu en ambassadør for erhvervet og en rollemodel for unge lastbilchauffører i hele Europa. Alle finalister i den europæiske YETD-finale bør dog være stolte af deres resultater, siger Erik Ljungberg, Senior Vice President og chef for Scania Corporate Relations.
Gabriel Warde, der til hverdag arbejder som chauffør i Galway i Irland med distribution og indsamling af mælk, lagde forsigtigt ud i den afsluttende kamp mellem de tre finalister, der konkurrerede om den samlede sejr. Undervejs lagde den russiske finalist Dmitrey Semenov sig klart i spidsen, men en stærk slutspurt i kombination med gode nerver gav dog Gabriel Warde sejren foran russeren på 2. pladsen og Stephen Lacombe fra Frankrig på 3. pladsen. Med sejren i Young European Truck Driver 2012 modtager Gabriel Warde nøglerne til en fabriksny Scania R-serie lastbil til en værdi af kr. 750.000!
I alt har mere end 17.000 unge lastbilchauffører under 35 år fra 24 europæiske lande konkurreret i Scanias ”Young European Truck Driver” chaufførkonkurrence, heraf de godt 150 fra Danmark.
På billedet ses den irske chauffør Gabriel Warde, der vandt i weekenden Scanias ”Young European Truck Driver” chaufførkonkurrence i sikker og økonomisk kørsel med lastbil foran Dmitrey Semenov fra Rusland og Stephen Lacombe fra Frankrig.