Søfartens Ledere får medhold i skattesag
6 medlemmer af Søfartens Ledere kan ånde lettet op. Alle havde de uberettiget, men i overensstemmelse med deres ansættelseskontrakter, fået udbetalt DIS-løn af deres arbejdsgiver AM Offshore.
Efter rederiets konkurs, i september 2011, gik det op for SKAT, at AM Offshores betingelser for at udbetale lønnen på DIS, ikke var til stede.
De 6 tidligere ansatte blev derfor, i maj 2012, mødt med et krav om tilbagebetaling af store beløb - helt til 150.000 kroner hver - til SKAT.
De rystede medlemmer henvendte sig til Søfartens Ledere, der omgående gik ind i sagen. Af ansættelseskontrakterne med AM Offshore fremgik det nemlig, at de 6 medlemmer var ansat på DIS, hvorfor de fik udbetalt deres DIS-løn i god tro.
Det var derfor Søfartens Lederes opfattelse, at det ikke var medarbejderne, men arbejdsgiveren, der måtte stå til regnskab overfor SKAT, og den betragtning har SKAT netop givet foreningen medhold i.
SKAT opgiver dermed kravet imod de 6 tidligere ansatte i AM Offshore.
- Det er dejligt, at SKAT så fornuften i vores argumentation, så sagen kunne finde en hurtig afslutning, siger Mille Bondo Meyer, advokat i Søfartens Ledere.
- Det betyder, at vores medlemmer, der fuldstændigt uforskyldt var kommet i klemme, ikke længere skal bekymre sig om sagen. Først blev de ramt af AM Offshores konkurs og så dette. Nu kan de koncentrere sig om at komme videre med deres karrierer, siger hun.