Bosch: Joint venturet SB LiMotive opløses
Bosch omdefinerer fokus i sine aktiviteter inden for batteriudvikling og –produktion til hybrid- og elbiler.
Derved vil Bosch bedst kunne udnytte og videreudvikle sine egne kompetencer i lyset af de ændrede markedsstrukturer.
Derfor er de to moderselskaber i joint venturet SB LiMotive blevet enige om at omstrukturere deres samarbejde og fremtidige forretningsforbindelse – en beslutning, der afventer monopolmyndighedernes godkendelse.
- Hvad angår elektromobilitet, et marked med et stort potentiale for fremtiden, har vi allerede haft en succesfuld start med diverse projekter, og vi arbejder aktivt på mange andre udviklingstiltag. Med omstruktureringen kan vi bedre reagere på kravene fra vores kunder, hvad angår markedsfokus og hastighed, og vi vil fortsat udbygge vores markedsaktiviteter intensivt, sagde Dr. Bernd Bohr fra ledelsen af Automotive Group hos Robert Bosch GmbH om omstruktureringen.
Som led i det fremtidige samarbejde med den tidligere joint venture-partner er det sikret, at alle udviklings- og leveringsaftaler videreføres. Desuden har parterne aftalt at give hinanden adgang til patenterne.
Batterisystemforretningen med alle komponenter som f.eks. det vigtige batteristyringssystem overgår helt til Bosch. Bosch overtager datterselskabet SB LiMotive Germany GmbH i Stuttgart med fokus på systemudvikling, batteristyringssystemer, prototypekonstruktion, marketing og salg. Samtidig integreres Cobasys i Bosch – et datterselskab, der er vigtigt for det amerikanske marked med forretningsdomicil i Orion, Michigan og Springboro, Ohio.
Bosch planlægger samtidig at udbygge sine aktuelle aktiviteter inden for elektrokemi og produktion og lithium-ion-battericeller yderligere.