Rund dag hos Frank Nørager
Hjortdal Specialtransport blev stiftet af Frank Nørager i 1982 med bare en enkelt bil.
Frank Nørager begyndte som selvkørende vognmand, og han har gennem 30 år drevet virksomheden frem til det den er i dag. Virksomheden har således knap 130 ansatte, hvoraf godt 110 er timelønnede.
Virksomheden er blandt Europas førende indenfor levering af specialiserede transportservices til især vindmølleindustrien. Hovedparten af virksomhedens transportydelser afsættes til eksport.
Hjortdal Specialtransport råder i dag over ca. 80 trækkende enheder og ca. 175 blokvogne og specialtrailere samt ca. 30 ledsagerbiler. Virksomheden omsætter for et trecifret millionbeløb og har datterselskaber i Sverige, Polen, England og Tyskland.
En af de absolutte højdepunkter i virksomhedens historie var da den i 2010 blev kåret til Årets Arbejdsplads af 3F, bl.a. med baggrund i en særlig høj prioritering af medarbejdernes trivsel, arbejdsmiljø og kompetenceudvikling. Denne kåring skete på baggrund af en indstilling fra firmaet ansatte.