Scania løfter sløret for sit Euro6-program
Det miljøvenlige motorprogram introduceres i løbet af det næste halvandet år.
Scania har forud for den kommende IAA-udstilling i Hannover løftet sløret for hele motorprogrammet i Euro6.
Scania lancerer inden for det næste et til halvandets års tid fire nye 9 liters motorer på 5 cylindre, med henholdsvis 250, 280, 320 og 360 hk som topeffekt. De to stærkeste 9 liters motorer vil kunne klare Euro 6 normen udelukkende ved hjælp af SCR-katalysatorer og anvendelsen af AdBlue. Der bliver således ikke EGR (udstødningstilbageførsel) på disse to motorer.
Her er Scania på linje med den nye Iveco Stralis-serie, som udelukkende klarer Euro6-normen ved hjælp af en kemiboks med SCR-katalysator og partikelfilter.
Det forventes dog fra Scanias side, at forbruget af AdBlue på disse motorer vil nå op på ca. 10 procent af brændstofforbruget. Til gengæld forventes motorerne at blive tilsvarende mere brændstoføkonomiske, så driftsøkonomien samlet set ikke påvirkes negativt.
I den 6 cylindrede 13 liters motorserie findes der allerede Euro6-motorer med topeffekt på 440 og 480 hk. I dette segment lanceres der yderligere to versioner på 370 hk og 410 hk.
V8 motorerne på 16 liters slagvolumen lanceres i tre Euro6-udgaver med 520, 580 og 730 hk som topeffekt, hvor det også forventes at en eller flere af disse nye motorer vil kunne klare de skrappe Euro6 krav udelukkende ved anvendelse af kemiboksen, herunder SCR og produktet AdBlue.
På området for alternative brændstoffer lancerer Scania en 280 hk- og en 340 hk-version, som anvender biogas eller naturgas til driften og endelig lanceres der en 300 hk-version, som anvender metanol som drivmiddel.
Scania lancerede allerede sin første Euro6-version for halvandet år siden – her en Scania G440 Euro 6.