Jysk fremgang på udenrigsruter
I august måned var der samlet 18.078 flere udenrigspassagerer end i samme måned sidste år fra de jyske lufthavne.
Den største relative vækst fandt sted i Aalborg Lufthavn, hvor der var 18,9 procent flere udenrigsrejsende i august måned. I Billund Lufthavn var stigningen på 8,8 procent, mens Aarhus Lufthavn måtte nøjes med 7,2 procent. Det oplyser check-in.dk.
- På udenrigstrafikken oplever vi den største august måned nogensinde, og vi cementerer endnu engang det kæmpestore potentiale, der ligger på dette marked ud af Aalborg Lufthavn, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen i en kommentar til tallene.
Hos Aarhus Lufthavn ligger man på linje, hvor lufthavnsdirektør Ole Paaske giver udtryk for, at en vækst i udenrigstrafikken på 7,2 procent i sig selv er tilfredsstillende.
Men det gamle danske ordsprog, "der er ingen roser uden torne", gør sig dog også gældende for de tre jyske lufthavne. Indenrigstrafikken er nemlig gået mere tilbage end udenrigstrafikken, idet der blev mistet 23.146 passagerer på indenrigsruterne i august måned.
Den store taber er således Aarhus Lufthavn, der vinkede farvel til 10.100 indenrigspassagerer svarende til 40,4 procent. I Billund reducerede man tabet til 5.906 passagerer, efter at SAS genåbnede indenrigsruten til København den 13. august. I Aalborg Lufthavn så man ud til at klare sig bedst med en tilbagegang på 16,2 procent og 7.140 færre indenrigspassagerer.