APM Terminals dårligere end konkurrenterne
Indtjeningsevnen i APM Terminals ligger under selskabets internationale rivalers.
Dermed har ledelsen af A.P. Møller- Mærsk’s havneselskab, der er udpeget til en af koncernens fire kerneaktiviteter, en væsentlig udfordring med at forøge lønsomheden og konkurrenceevnen. Det skriver Økonomisk Ugebrev.
Men den ringere indtjeningsevne afspejler samtidig et skjult potentiale: Hvis selskabet i 2011 havde haft en lige så god indtjeningsevne som sine konkurrenter, så havde EBITDA driftsresultatet været over ni mia. kr. og ikke på de 5,7 mia. kr., som i realiteten blev nået. Altså et ekstra bidrag på 4,3 mia. kr.
APM Terminals, som driver verdens tredjestørste containerhavnsvirksomhed, er udnævnt til en af A.P. Møller- Mærsks fire kerneaktiviteter. Omsætningen og indtjeningen i APM Terminals vokser kraftigere og mere stabilt end koncernens øvrige aktiviteter. Afkastet af den investerede kapital er også ganske stabil – den var 12,2 procent i 2011. Så der er grund til, at koncernledelsen satser mere på havnene.
Koncernen har investeringsprogrammer for 2,6 mia. dollar til havneterminalerne mod 3,3 mia. dollar til olie og gas, og er den investerede kapital i Maersk Terminals, med fem mia. dollar, næsten lige så stor som den investerede kapital på syv mia. dollar i Maersk Oil. På den baggrund er det også vigtigt at få mest muligt ud af terminal-aktiviteterne.