Bedre klima er ikke kompliceret
Man behøver ikke en miljøcertificering eller et forkromet energiledelsessystem for at gøre noget og opnå positive resultater både for miljøet og bundlinjen.
DTLs administrerende direktør Erik Østergaard kommer blandt andet med dette budskab i tasken til en klimakonference, som klima- energi- og bygningsministeren holder i dag i København.
På konferencen vil en række repræsentanter for transport, landbrug, affald og spildevand samt byggeri sætte fokus på de konkrete udfordringer og muligheder for at reducere klimabelastningen fra ”biler, bønder og boliger”. Konferencen er et bidrag til regeringens kommende klimaplan for de sektorer, der ikke er belagt med CO2-kvoter.
- DTL har valgt at gøre 2012 til et temaår for miljøarbejdet i bred forstand, men hovedvægten ligger på nedbringelsen af udledning af drivhusgasser fra godstransporten, siger Erik Østergaard, der anser temaåret for en videreførelse af de 49 veje ti at spare på brændstoffet, som DTL udgav i forbindelse med klimatopmødet i København.
- Miljøkampagnen, som forløber i samarbejde med Transportens Innovationsnetværk, er rettet mod danske transportvirksomheder og skal inspirere til handling nu ved at vise, at også de små og ukomplicerede aktiviteter kan bidrage i den store sammenhæng. Året igennem kommer DTL med konkrete miljøråd, og beskriver samtidig udviklingen af miljøarbejdet i nogle udvalgte virksomheder.
At den konkrete fokus på miljørigtig adfærd virker, bliver påvist i DTLs seneste årlige konjunkturundersøgelse for transporterhvervet: 60 procent af de adspurgte virksomheder kender til DTLs miljøråd, 63 procent arbejder med initiativer for at spare på brændstoffet og reducere miljøpåvirkningen og 80 procent forventer at påbegynde arbejdet med initiativer, der kan spare brændstof og reducere miljøpåvirkningen.