VBG trækker nyheder frem
Nye trækbjælker giver koblingssystemet flere muligheder
Opbyggerne må leve op til strenge pladskrav samt kravene om typegodkendte produkter og komponenter. Desuden leverer lastbilproducenterne i stigende grad færdighullede chassiser, som ikke tillader yderligere boring. Sammen med en øget interesse for 25,25 meter modulvogntog er det baggrunden for VBG’s nye trækbjælkeprogram, CMS, som består af løsninger til alle slags påhængsvogne.
– I sortimentet indgår både bjælker til udvendig og indvendig montering og bjælker, som monteres centralt i chassiset eller undermonteres ved hjælp af gavlsæt. Desuden tilbyder vi helt færdigmonterede enheder, som gør opbygningsarbejdet endnu mere enkelt og omkostningseffektivt, forklarer adm. direktør Per Mikkelsen fra VBG Group Sales A/S, som introducerer de nye innovative trækbjælkeprodukter.
Køretøjstilpassede totalløsningerCMS 63V er en køretøjstilpasset trækbjælke med boltet/nittet design, som gør den let at bygge ind i chassiset. Den leveres færdigmonteret og fås også udrustet med beslag til nogle af VBG’s bagkofangere. Trækbjælken er designet til lastbiler med kort overhæng, fx tipbiler, hvor der ikke er plads til en gavlplade og montering på ydersiden af chassiset. Derfor er i stedet valgt en teknik med tværbjælker på chassisets inderside.
CMS DBI er et trækbjælkesystem til indvendig montering, som giver en koblingsplacering nær lastbilens bagaksel, når der er krav om en fremadflyttet og lavt monteret kobling. Dette muliggør kort afstand mellem lastbil og påhængsvogn. Designet med boltsamlinger og minimalt med svejsning giver en dynamisk, fleksibel konstruktion, hvilket forenkler opbygningen betydeligt. Ved hjælp af mellemlæg kan denne bjælke tilpasses stort set alle modeller.
CMS-TRAILER er et indvendigt monteret trækbjælkesystem til trailere. Først og fremmest er systemet tiltænkt 25,25 meter modulvogntog. Det består af forskellige tværvanger, gavlplader og mellemlæg, som monteres med boltsamlinger i forskellige kombinationer. CMS-TRAILER kompletteres af trækbjælken DB 75V-2 til udvendig gavlmontering, som kræver mindre plads og dermed muliggør alternativ placering i længderetningen ved montering i gavlsæt til undermontering.