Kaptajn får bøde for spritsejlads
En promille på 1,9 var ikke nok til at sende en russisk kaptajn, der i marts sejlede et tankskib på grund i Drogden renden, lige nord for Øresundsforbindelsen, bag tremmer.
Dommen lød på 6.500 i bøde og et års forbud mod at arbejde som styrmand eller maskinmester. Kaptajnen slipper for at skulle en tur i fængsel, fordi hans promille var under 2,0. Han var dog så fuld, at de betjente der anholdt ham om bord på tankskibet Terry, ikke turde lade ham benytte rebstigen.
Det maltesisk indregistrerede tankskib var på vej mod Riga i ballast, da det sejlede på en sandbanke ved Nordre Røse den 23. marts i år.
Allerede da politiet kom om bord på det grundstødte skib, stod det klart, at der var blevet hældt mere alkohol indenbords, end godt er. Betjentene fandt 24 tomme øldåser og tom emballage fra to liter papvin.