23948sdkhjf

Nyt gearskifte pynter på Canter

Den nye: Fuso Canter med automatiseret dobbeltkoblings-gearkasse letter chaufførjobbet ved bykørsel og pynter gevaldigt på brændstofregnskabet.

Den nye: Fuso Canter med automatiseret dobbeltkoblings-gearkasse letter chaufførjobbet ved bykørsel og pynter gevaldigt på brændstofregnskabet.



Af Lars Lassen

Fuso Danmark har valgt at gøre den automatiserede dobbeltkoblings gearkasse Duonic til standard på den nye Fuso Canter på det danske marked. En beslutning, som vil glæde ikke bare chaufføren, men på sigt også vognmanden/arbejdsgiveren.

Den manuelle gearkasse, der markedsføres i andre lande, er af den klassiske slags, der trods en moderigtig montering på centerkonsollen, kræver armkræfter. 6-trins Duonic-gearskiftet fungerer som et normalt automatgear. Den avancerede elektroniske styring af gearskifterobotten sikrer, at motoren udnytter den dyre diesel optimalt.

Fuso Canter er oven i købet udstyret med en øko-knap på instrumentbordet, der skruer ned for omdrejningerne og sparer yderligere på brændstoffet.

Transport-Tidendes testkørsel af en 3,5 tons Canter på danske veje, viser at Canter fungerer fint med øko-knappen slået til. Den er lidt lang i spyttet når det gælder acceleration. Men det er ikke svært at tilpasse sin kørestil.

Øko-knap eller ej, så prioriterer Duonic-gearskiftet lave omdrejninger – i nogen tilfælde helt ned til det let ubekvemme. På testbilen var der almindeligt, at den kørte i 6. gear selv ved hastigheder omkring 50 kilometer i timen.

Her er man rigeligt tæt på at der går kænguru-diesel i den, men det sker bare aldrig. Men vibrationsniveauet bliver en anelse anstrengende ved megen bykørsel.

Chaufføren kan naturligvis bare slå over på manuel styring af gearskiftet. Det fungerer fint, men i praksis overlader man hurtigt gearskiftet til automatikken.

Italienske heste

Daimler-ejede Fuso har hentet motorerne hos Fiat Powertrain. Den 4-cylindrede 3.0 liters commonrail turbodiesel, der i forskellige varianter trækker alle Canter-modeller. Ydelserne går fra 130 hk (300 Nm) over 150 hk (370 Nm) til 175 hk (430 Nm). Testbilen – en Canter 3C15 – var udstyret med 150hk-udgaven, der leverede et rimeligt kraftoverskud.

Testbilen var opbygget med en kasse af Kolding Karrosserifabrik med en liftløsning fra Zepro. Den store spoiler over førerkabinen reducerer vindmodstanden mærkbart.

Opbygninger spiser ofte en stor andel af nyttelasten på varebiler i 3,5 tons klassen. Canter er ingen undtagelse. Men testbilen havde respektable 1050 kilos nyttelast i behold - trods kasse og lift.

Køreegenskaberne er pæne, men især med tomt lad bliver bilen ganske vindfølsom. Styretøjet er dog ret præcist og det er derfor let at holde bilen på ret kurs.

Komfort

Førerkabinen er baseret på den tidligere Canter-model, men forbedret på en række punkter. Formatet med et hængslet førerhus oven på motoren er et andet væsentligt lastbil-karaktertræk ved Canter. Pladsen er fortsat lidt trang – ikke mindst i den særlige smalle udgave – og ind og udstigning kræver lidt tilvænning. Herefter går det dog let at komme hurtigt ind og ud.

Hjulkasserne begrænser som i den eksisterende model sædeudvalget – ikke mindst mulighederne for sædeaffjedring. Men de nydesignede Isringhausen-sæder med integreret nakke- og lændestøtte giver en væsentligt bedre komfort – ikke mindst på førersædet. ”Lænestolen” indbyder dog fortsat ikke til langtur.

Interiørdesignet er også forbedret. Den nye Canter følger blandt andet den europæiske trend med flere opbevaringsrum i førerkabinen – herunder ’hattehylder’ over forruden. Der er også blevet en anelse bedre plads til gennemgang af kabinen.

Fuldautomatisk aircondition er standard, ligesom opvarmede sidespejle og startspærre. Frontairbag er standard i førersiden, men option ved passagersæderne. ESP er desværre kun en mulighed på 6 og 7,5 tons modellerne.

Dommen

Den nye Fuso Canter er et betydeligt fremskridt i forhold til forgængeren. Sammenlignet med andre varebiler i 3,5 tons-klassen kan den dog ikke måle sig på komfort og køreegenskaber.

Fuso Canter har dog en række fortrin, der sikrer den japansk-europæiske slider en nicheplads på markedet. Et robust chassis med en snæver venderadius samt en særlig smal udgave, gør Canter interessant til specialopgaver i by-miljøer, for de små dimensioner er et fortrin.

Dertil kommer placeringen af førerkabine over motoren og foran forhjulene – en løsning, der giver en meget kort fører-kabine og dermed mere plads på ladet/kassen inden for en givet længde.

Priserne for 3,5 tons udgaverne af Canter starter ved 284.454 kroner. Dertil kommer opbygningen. Det er ikke billigt, men arbejder man i nicher, hvor Canters dyder er interessante – som renovation i bymiljøer med dårlige adgangsforhold, stadsgartnere eller tankning af fly – så er Fusos lille slider pengene værd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094